Af Ritzau - 31/10-16 06:58

Ny måling giver vælgerlussing til Dansk FolkepartiNy måling giver vælgerlussing til Dansk Folkeparti

Dansk Folkeparti går tilbage i ny måling i en kaotisk tid, hvor partiet undersøges for svindel med EU-penge.

Det er ikke gået Dansk Folkepartis vej de seneste uger. Partiet har haft modvind med sagen om partiets mulige misbrug af EU-støttemidler, og endnu en ny måling giver tilbagegang til partiet.

I målingen fra Voxmeter svarer 15,8 procent af vælgerne, at de vil stemme på DF, hvis der var valg i morgen. Ved folketingsvalget i 2015 så det noget bedre ud for partiet. Der fik Dansk Folkeparti 21,1 procent af stemmerne.

Dermed står partiet til kun at genvinde 28 af sine 37 mandater i Folketinget. Der er dog en statistisk usikkerhed på plus/minus 2,2 procent.

Forrige måling fra Voxmeter fra 23. oktober gav også tilbagegang til DF. Her stod partiet til at få 17,8 procent af stemmerne.

Den nye måling er foretaget 24. oktober til 30. oktober, og derfor kan vælgerne være påvirket af partiets sag om EU-midler, der de seneste uger har sendt partiet ud i en mediestorm.

Partiet har fået støttekroner fra EU, som blandt andet er brugt på middage, annoncekampagner og sommergruppemøder.

Nu undersøger EU's antisvindelenhed, Olaf, om der er foregået svindel med EU-pengene.

Partiet har meddelt, at det gerne vil betale en million kroner tilbage til EU-Parlamentet. Parlamentet vil dog ikke acceptere tilbagebetalingen, før sagen er undersøgt til bunds.

Mistanken om misbrug har fået særligt store konsekvenser for europaparlamentariker Morten Messerschmidt (DF), der ikke længere er en del af DF's øverste ledelse.

Samlet set ser det heller ikke godt ud for blå blok i den nye meningsmåling.

I målingen står rød blok til at snuppe regeringsmagten med 51,9 procent af stemmerne, mens 47,7 procent peger på blå blok. Der er dog en statistisk usikkerhed på plus/minus tre procent.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress