02/02-16 12:51; Opdateret: 02/02-16 14:06

Forsker: Frygten for epidemier er særdeles smitsomForsker: Frygten for epidemier er særdeles smitsom

Zikavirus hærger i øjeblikket langt fra Danmark, men frygten spreder sig til gengæld let over landegrænser.

Svineinfluenza, fugleinfluenza, sars og ebola har tidligere skabt epidemipanik.

Og nu er det så zikavirusset, der gør os bange. Og selv om der ikke risiko for et udbrud i Danmark, fordi myggen, som bærer sygdommen, ikke findes herhjemme, har frygten for sygdommen alligevel ramt.

Den største fare for at blive smittet i øjeblikket er i Syd- og Mellemamerika. Det formodes, at virusset forårsager misdannede fostre.

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, kalder zika "en global trussel". Og sådan en betegnelse nærmest tvinger politikerne til at reagere hurtigt og udvise handlekraft.

Det siger professor i sociologi fra Aalborg Universitet Michael Hviid Jacobsen, som har forsket i "frygtkultur".

- Grundprincippet for politikerne er det, vi kalder for forsigtighedsprincippet, hvor man hellere vil være på den sikre side, forklarer Michael Hviid Jacobsen.

Det var blandt andet tilfældet, da Danmark i marts 2006 blev ramt af fugleinfluenza. Dagligt kunne man i medierne følge virussets rejse fra Asien mod Europa, hvor fugle døde tættere og tættere på Danmarks grænser.

I januar 2007 underskrev Statens Serum Institut en aftale med medicinalfirmaet GlaxoSmithKline.

Det sikrede Danmark forkøbsret på vacciner nok til halvdelen af den danske befolkning i tilfælde af en global pandemi af fugleinfluenza. Men det blev der aldrig brug for.

På verdensplan endte fugleinfluenza med at koste færre end 300 mennesker livet.

Zikavirusset har ikke ramt Europa. Men hvis virusset kommer tættere på, og ikke længere kun er en sygdom på den anden del af jordkloden, kan det blive et problem.

- Hvis vi herhjemme begynder at se børn, der på grund af zikavirus bliver født med misdannelser og små hoveder, vil alle bebrejde politikerne. Politikerne må vise, at de har kontrol over situationen, siger professoren.

- Alternativet er jo næsten ubærligt.

Ifølge Michael Hviid Jacobsen er medierne også en stor del af årsagen til, at frygten spreder sig over landegrænser.

- Det er svært at sige, hvor grænsen mellem en irrationel frygt og en rationel frygt går. Men det er særligt medierne, der er med til at puste til en frygt, som de fleste slet ikke burde bekymre sig om i hverdagen, siger han.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress