07/02-16 15:35; Opdateret: 07/02-16 19:33

Rasmus Fladberg vinder overraskende DM i badmintonRasmus Fladberg vinder overraskende DM i badminton

Rasmus Fladberg vandt sin første DM-titel efter finalesejr i to sæt over Emil Holst.

Badmintonspilleren Rasmus Fladberg kan for første gang kalde sig danmarksmester i badminton.

Søndag vandt fjerdeseedede Fladberg singlefinalen i Aarhus i to sæt over Emil Holst med cifrene 21-11, 21-17.

Holst, der var seedet tre i turneringen, havde ellers skabt en stor overraskelse i semifinalen, hvor han slog topseedede Hans-Kristian Vittinghus, men han kunne ikke følge succesen op i finalen.

Rasmus Fladberg, der er søn af den tidligere verdensmester i double Steen Fladberg, satte sig tungt på første sæt, hvor han gik fra stillingen 3-3 til 14-4.

I andet sæt var Emil Holst ovenpå i flere perioder, men i slutfasen var Fladberg bedst og vandt de sidste fire bolde, efter stillingen var 17-17.

Efter 37 minutter på banen kunne Fladberg juble over DM-guldet.

I damesingle levede Line Kjærsfeldt op til sin rolle som topseedet. I finalen vandt hun uden de store problemer over den tredjeseedede, Anna Thea Madsen, med 21-15, 21-16.

I damedoublen endte guldet også på favorithænder, da Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl slog Maiken Fruergaard Sørensen og Sara Thygesen med 21-13, 25-23.

I herredouble tog Mathias Boe og Carsten Mogensen duoens femte guldmedalje med en finalesejr over Mads Conrad-Petersen og Mads Pieler Kolding. Boe og Mogensen har også vundet DM-titlen i 2008, 2009, 2010 og 2015.

Joachim Fischer og Christinna Pedersen gik hele vejen i mixdouble. Selv om det rutinerede par har spillet sammen i en årrække, så var det første gang, at de vandt DM-guldet sammen. I finalen slog de Niclas Nøhr og Sara Thygesen med 21-17, 22-20.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress