Af Ritzau - 27/05-16 14:05

Nattergalen synger på sidste vers i DanmarkNattergalen synger på sidste vers i Danmark

Danmark risikerer at miste nattergalen som ynglefugl, men en anden fugl står måske klar til at overtage.

I 1980'erne blev det skønnet, at der var cirka 100.000 nattergalepar i Danmark, men Dansk Ornitologisk Forenings (DOF) årlige punkttællinger af landets fugle viser, at der i 2015 kun var cirka 20.000 par tilbage.

Tilbagegangen bekymrer Thomas Vikstrøm, som er biolog i DOF.

- Nattergalen synger forhåbentligt ikke på sidste vers, men det er godt nok en nedadgående kurve, den viser, siger han.

- Men vi skal være forsigtige med at fare ud med bål og brand, for Danmark har altid befundet sig på grænsen af dens udbredelsesområde, og der svinger bestandene af dyr altid mere end andre steder.

Som den danske natur har forandret sig i de seneste 40 år, er den blevet ugunstig for nattergalen, fortæller Thomas Vikstrøm.

- Nattergalen kan godt lide buske tæt ved vand, men når det bliver sammenhængende krat og skov, som vi ser mange steder, så bryder den sig ikke om det. Den kan bedst lide åbent landskab med spredte buske.

Mens vi risikerer snart at komme til at høre nattergalens svanesang, så bliver vi måske vidne til en anden fugls udbredelse i den danske natur - den sydlige nattergal.

- Det, der måske kan ske på grund af klimaforandringerne, er, at den sydlige nattergal, en nær slægtning, som er udbredt sydvest for os, træder i stedet for nattergalen, siger Thomas Vikstrøm.

Den sydlige nattergal synger lidt anderledes end nattergalen, og biologen fortæller, at man i England mener, at den sydlige nattergal synger flottest og er den rigtige nattergal.

Spørgsmål: Hvilken af de to arter har så den flotteste sang?

- Jeg synes, de synger lige flot, griner Thomas Vikstrøm.

Der findes kun de to arter af nattergale i Europa, og de trækker begge ned syd for Sahara i Afrika, når det bliver vinter i Danmark.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress