05/02-16 07:52; Opdateret: 05/02-16 08:19

Smykkelov træder i kraft fredag: Undtager vielsesringeSmykkelov træder i kraft fredag: Undtager vielsesringe

I vejledning til politiet er "vielsesringe og forlovelsesringe" undtaget fra beslaglæggelse fra asylansøgere.

Politiet skal ikke beslaglægge vielsesringe og forlovelsesringe fra asylansøgere, som kommer til Danmark.

Det fastslår en vejledning til politiet på ti sider, som danner grundlag for, hvilke aktiver politiet skal beslaglægge, når asylansøgere kommer til landet.

Vejledningen er offentliggjort fredag, hvor den omstridte smykkelov, der også er kendt som lovforslag L87, træder i kraft.

Det skal vurderes, "om genstanden har en særlig personlig betydning (affektionsværdi) for den pågældende. Genstande med affektionsværdi er helt undtaget fra adgangen til beslaglæggelse", lyder det i vejledningen.

Sådanne genstande omfatter blandt andet "vielsesringe og forlovelsesringe og vil også kunne omfatte for eksempel hæderstegn, erindringsgaver fra nærtstående, religiøse genstande (...)".

Det er den pågældendes egen forklaring, som lægges til grund for, om en genstand har en særlig personlig betydning, fremgår det af vejledningen, som Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet har offentliggjort.

Det er hver enkelt genstand, der skal have en værdi på over 10.000 kroner, hvis det skal kunne beslaglægges.

Undervejs har det været meget omdiskuteret, hvorvidt politiet skulle beslaglægge vielsesringe.

- Man tager ikke smykker med affektionsværdi fra folk. Kun hvis et smykke er at betragte som en handelsvare, kan det komme på tale, har udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) tidligere udtalt.

Smykkeforslaget er blevet præciseret flere gange efter kritik. I det oprindelige udspil fra regeringen kunne myndighederne beslaglægge værdier for over 3000 kroner, men det er blevet opjusteret til 10.000 kroner per person.

Desuden blev det tilføjet, at personlige genstande med en særlig affektionsværdi ikke vil blive konfiskeret - uanset værdien.

De beslaglagte værdier skal bruges til at dække statens udgifter til kost og logi.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har undervejs kaldt lovforslaget "det mest misforståede lovforslag i danmarkshistorien".

Lovforslaget har da også mødt stor kritik og er blevet bredt omtalt i udlandet.

Blandt andre har den tidligere generalsekretær for FN Kofi Annan kritiseret den danske smykkelovgivning, og det gælder ligeledes den nuværende generalsekretær, Ban Ki-moon.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress