Af Ritzau - 08/11-16 13:07

Spar flere tusinde kroner på din måltidskasseSpar flere tusinde kroner på din måltidskasse

Der er kommet konkurrence på markedet for måltidskasser, så du gør klogt i at sammenligne flere tilbud, hvis du vil spare penge.

En lang arbejdsdag er overstået, og nu skal det blive godt at komme hjem og smide benene op på sofaen. Men der skal også mad på bordet, og køleskabet er gabende tomt, og hovedet er tomt for ideer til aftensmaden.

Hvis du kender scenariet, har du måske overvejet en måltidskasse, hvor alle råvarerne leveres til hoveddøren sammen med opskrifter til at trylle hurtig aftensmad frem.

- Måltidskasserne har været under opsejling længe. Det begyndte med Aarstidernes måltidskasser og siden kom Skagenfoods fiskekasser. I dag kan du tegne abonnement på alt fra barbergrej til babytøj, og den moderne tidspressede forbruger er villig til at betale sig fra den form for hjælp og tidsbesparelse, siger Louise Byg Kongsholm, trendforsker og direktør hos Pej Gruppen.

Men hvad skal du vide, før du trykker køb? Det ved Kenny Lyskjær, stifter og direktør af Måltidtildøren, som er en platform, der samler og sammenligner priserne på forskellige måltidskasser.

- For at vurdere hvilken måltidskasse der er billigst, bør du finde prisen per måltid. Langt de fleste leverandører oplyser dette, og priserne inkluderer oftest både levering og lån af frysekasser, forklarer Kenny Lyskjær.

Jo flere personer du bestiller til, og jo flere måltider du bestiller, desto billigere bliver kuvertprisen også, siger Kenny Lyskjær.

Det er også værd at tjekke, hvilke basale kolonialvarer du selv skal supplere med. De fleste måltidskasser kræver, at du selv har olie, salt og peber.

Ritzau Fokus har sammenlignet kuvertprisen på den billigste måltidskasse fra seks forskellige udbydere. Præmissen er, at kassen er til to personer og indeholder mad til fire dage. Veganer-, vegetar- og juicekasser er sorteret fra.

Den dyreste kasse er Kvikkassen fra Aarstiderne, der som den eneste er helt økologisk. Den koster en kuvertpris på 68 kroner. Den billigste er AftenBoxen fra MenuBoxen med en kuvertpris på 54 kroner.

Det giver en forskel på 14 kroner per måltid. For to personer i fire dage giver det en forskel på 112 kroner. Gør du brug af måltidskassen fire dage om ugen i alle årets 52 uger, er prisforskellen 5824 kroner om året.

MenuBoxen har derudover et tilbud, der gør kassen billigere, hvis du bestiller den i fire eller ni uger ad gangen. Gør du brug af Menuboxens tilbud på ni ugers bestilling ad gangen, ryger kuvertprisen ned på 48 kroner. Altså 20 kroner lavere end Kvikkassen fra Aarstiderne.

Ganget op til 52 uger vil det betyde en prisforskel på 8320 kroner om året for to personer.

Fakta: Prissammenligning af måltidskasser for to personer i fire dage:

- MenuBoxen: AftenBoxen, 430 kroner, 54 kroner per kuvert, hvis man bestiller til en uge. Prisen er lavere, hvis man bestiller for henholdsvis fire uger (kuvertpris 51 kroner) eller ni uger (kuvertpris 48 kroner). Gratis levering ved køb på over 294 kroner.

- Mad Til Døren: Smallkassen, 450 kroner, 56 kroner per kuvert. Prisen er inklusiv levering.

- Kokkens Hverdagsmad: Lille Familie Kokkekasse. Fra 475 kroner, 59 kroner per kuvert. Ved en fast aftale (bestilling til mere end en uge, men ikke nødvendigvis hver uge) er fragten gratis. Ellers lyder fragten på 65 kroner.

- Retnemt.dk: Retøkonomisk. Fra 503 kroner per uge inklusiv fragt, 63 kroner per kuvert. Fragten er på 29 kroner (ved bestilling på mindre end 300 kroner er den 45 kroner, ved mere end 600 kroner er fragten gratis).

- Den Grønne Asparges: Måltidskassen. 509 kroner, 63 kroner per kuvert. Fragt er gratis, hvis man abonnerer - undtagen første gang, hvor der pålægges et gebyr på 49 kroner. Er man ikke abonnent, pålægges der 49 kroner på alle leveringer undtagen ved bestillinger over 1000 kroner.

- Aarstiderne: Kvikkassen. 545 kroner, 68 kroner per kuvert. Levering er gratis ved bestilling over 170 kroner, ellers koster det 30 kroner i levering. Du betaler 40 kroner i emballagegebyr ved første bestilling. Alle varer er økologiske.

/ritzau/FOKUS

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress