Af Ritzau - 12/09-16 07:19; Opdateret: 29/09-16 10:01

Lakrids kan være dårligt for hjertetLakrids kan være dårligt for hjertet

Store mængder lakrids kan give raske mennesker forhøjet blodtryk, muskelsvaghed, hjerteflimmer og i værste tilfælde hjertestop.

Lakrids er her, der og alle vegne. I te, kager, is, tyggegummi og selvfølgelig i danskernes slikskål. Men det kan være farligt at spise store mængder lakrids, advarer Gunnar Gislason.

Han er forskningschef i Hjerteforeningen, som støtter et nyt forskningsprojekt, der skal undersøge, hvilken effekt lakrids har på blodtrykket.

- Hvis vi spiser meget lakrids, kan det få blodtrykket til at stige ret voldsomt, siger Gunnar Gislason.

Forskningschefen har set eksempler på unge, som kommer til lægen med svært forhøjet blodtryk, fordi de har spist store mængder lakrids, selv om de ikke normalt har forhøjet blodtryk.

Det er lakridsekstrakten glycyrrhizin, som giver lakridsen den søde smag og i store mængder øger blodtrykket.

Forhøjet blodtryk bliver kaldt "den stille dræber", fordi det ikke giver symptomer, men kan resultere i hjerte-kar-sygdomme, slagtilfælde i hjernen eller blodpropper i hjertet.

Hjerteforeningen skønner, at cirka en million danskere har forhøjet blodtryk, og en tredjedel af dem har forhøjet blodtryk uden at vide det.

- Det er ikke astronomiske mængder lakrids, du skal spise. Hvis du jævnligt spiser en pose lakrids om dagen, kan det få blodtrykket til at stige, siger Gunnar Gislason. Han understreger dog, at det er individuelt, hvor meget man kan tåle.

Foruden glycyrrhizin indeholder lakrids typisk salt. Derfor kan store mængder lakrids også få saltbalancen i kroppen ud af kontrol og reducere indholdet af kalium i blodet. Det kan føre til muskelsvaghed og alvorlige hjerterytmeforstyrrelser, fortæller Gunnar Gislason.

Det bekræfter Mette Aaby Smith, reservelæge på Kolding Sygehus.

- Store mængder lakrids kan give hjerteflimmer og uregelmæssig hjerterytme, som kan ende i klinisk hjertestop, siger hun.

Mette Aaby Smith har tidligere været tilknyttet Hjertemedicinsk Afdeling på Odense Universitets Hospital (OUH), hvor hun mødte en 75-årig patient, som kom ind med hjertestop, fordi han havde spist ekstremt meget lakrids i ugerne op til hjertestoppet.

Hos personer, der i forvejen har forhøjet blodtryk, er risikoen ved et stort lakridsindtag højere, men forhøjet blodtryk og hjerteflimmer kan også ramme raske mennesker, som spiser en pose salmiaklakrids eller stærk lakrids hver dag over flere uger.

Tager du blodtryksregulerende medicin, kan du også risikere, at medicinen ikke virker tilstrækkeligt, hvis du spiser for meget lakrids eller salt.

- Det er fint at spise lakrids i små mængder, men så snart du spiser stærk lakrids flere gange om dagen, begynder det at have indflydelse på kroppen, siger Gunnar Gislason.

Fakta: Skal jeg få målt mit blodtryk?

- Hvis du motionerer og lever sundt, er der ikke grund til at få målt dit blodtryk jævnligt.

- Har du har et stillesiddende arbejde, ryger og spiser usundt, er det en god idé at få målt dit blodtryk hos lægen. Der findes også apparater, som gør det muligt at måle blodtrykket selv.

- Er du over 50 år, kan der også være grund til at få målt dit blodtryk en gang om året.

- Hvis du allerede har forhøjet blodtryk, bør du få målt sit blodtryk mindst en gang hvert halve år.

Kilde: Forskningschef Gunnar Gislason, Hjerteforeningen

/ritzau/FOKUS

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress