01/02-16 12:44; Opdateret: 02/02-16 00:17

Wilbek: Målet er mindst en OL-medalje i RioWilbek: Målet er mindst en OL-medalje i Rio

Efter de to store håndboldslutrunder er det tid til selvransagelse i den elitesportslige sektor i DHF.

Hverken det kvindelige eller mandlige håndboldlandshold fik succes ved slutrunderne i december og januar.

Senest røg de danske håndboldherrer ud i mellemrunden ved EM i Polen i januar, og det endte med en skuffende sjetteplads.

Håndboldkvinderne opnåede den samme placering ved VM på hjemmebane, og resultaterne ærgrer sportschef i Dansk Håndbold Forbund (DHF), Ulrik Wilbek.

I en klumme på forbundets hjemmeside kræver Wilbek nu succes og mindst en medalje ved sommerens OL i Rio.

- Vi vil i DHF arbejde ned til mindste detalje for at opnå succes i resten af 2016. Nogle vil med rette spørge: Hvad er så succeskriteriet?

- Jeg synes, at det må være to kvalificerede hold til OL, hvor i hvert fald det ene opnår medaljer. Men jeg kan desværre ikke love, at det er sådan det går. Sådan er sport heldigvis, lyder det fra Wilbek.

Efter de seneste mesterskaber er arbejdet frem mod de næste store opgaver allerede påbegyndt.

- Begge landshold skal deltage i OL-kvalifikationsturneringer, og det bliver drabeligt spændende.

- For begge hold gælder, at OL er det helt store mål i 2016. Og det er selvfølgelig det kortsigtede arbejde frem mod dette mål, vi starter på nu. Begge hold savner medaljesuset.

- Om medaljerne allerede kommer til OL, afhænger som bekendt af mange ting - for eksempel om holdene i det hele taget kvalificerer sig, og antallet af skadede nøglespillere, forklarer Wilbek.

Ved EM magtede Mikkel Hansen og co. ikke at vinde over Sverige og Tyskland i de to sidste kampe i mellemrunden, og det betød, at semifinalen glippede.

Det medførte i de følgende dage hård kritik af holdet og landstræner Gudmundur Gudmundsson. Men Wilbek maner til besindighed.

- År efter år henrykker vores håndboldlandshold danskerne eller holder dem på pinebænken, og enkelte gange skuffer de os også.

- Nogle bliver så skuffede, at de farer i blækhuset og finder den hårde tone frem over for spillere og trænere.

- Det er ikke alt sammen lige kønt, men jeg vælger at tolke det på den måde, at det er disse menneskers måde at få skuffelsen ud på, skriver Wilbek.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress