12/03-16 09:08

Rock-pioneren Keith Emerson er fundet dødRock-pioneren Keith Emerson er fundet død

De kaldte sig Emerson, Lake and Palmer, og keyboardspiller Emerson var en pioner og fornyer, siger bandmedlem.

Keith Emerson, keyboardspilleren og syntheziser-pioneren i rockgruppen Emerson, Lake and Palmer, er fundet død i sit hjem, tilsyneladende efter at have begået selvmord. Han blev 71.

Den engelske musikvirtuos døde af et skud gennem hovedet i sit hjem i Los Angeles, oplyser politiet.

- Det efterforskes som selvmord, oplyser en talskvinde for politiet.

Hans tidligere kollega Carl Palmer siger, han vil huske Emerson som "en pioner og fornyer, hvis musikalske geni ramte os alle i rockens, den klassiske musiks og jazzens verden".

Emerson var inspireret af Jimi Hendrix' sceneoptræden med sin elektriske guitar, og han forsøgte at overføre det til sit spil på keyboard. Her kunne han finde på at angribe tangenterne med knive og at spille sit instrument, mens det var vendt på hovedet.

Han forsøgte også at omsætte klassiske musiknumre til rock som for eksempel den russiske komponist Modes Musorgskijs orkesterværk "Udstillingsbilleder".

Emerson, Lake and Palmer nåede som band sit højdepunkt i 1974, hvor gruppen lukkede en af tidens allerstørste rockfestivaler - California Jam - hvor en kvart million mennesker var mødt op.

Han optrådte sidst i juli sidste år sammen med BBC Concert Orchestra. En koncert, hvor han spillede på sin Moog-syntheziser.

/ritzau/AFP

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress