Af Ritzau - 10/04-16 19:57

Solbakken: Udekampe præget mere af fight end flot spilSolbakken: Udekampe præget mere af fight end flot spil

FCK-træneren mener, de svingende udebaneresultater skyldes, at kampene er mere præget af fight end flot spil.

FC København har svinget på udebane i denne sæson. Efter søndagens uafgjorte 1-1-kamp mod Randers FC er det blevet til i alt 16 point i alle kampe på fremmed græs.

Ifølge FCK-træner Ståle Solbakken hænger det sammen med, at udekampene ofte er præget af mere fight end flot spil, og det passer ikke altid de typer, som han spiller med.

- Vi har et hold, som er bedst, når vi selv har bolden. På udebane bliver det ofte mere fight over længere perioder, og det passer måske ikke spillere som Benjamin Verbic og Nicolai Jørgensen så godt.

- Vi har selvfølgelig ikke tabt så mange udekampe, men vi har efterhånden spillet en del uafgjort, siger Solbakken.

1-1-kampen mod Randers er ifølge Solbakken et godt eksempel på en af de udekampe, som var præget af høj intensitet og knap så meget overtag til FCK.

- Kampen mod Randers var en af den slags kampe. Begge hold startede med at stå kompakt, og kampen var præget af mange nærkampe.

- Jeg er skuffet over, at vi ikke fik mere overtag i løbet ad kampen. Det var kun i minutterne op til deres scoring, vi fik et overtag, mener Solbakken.

- Vi manglede overskud, og vi så lidt tunge ud. Vi havde svært ved at få spillet til at hænge sammen, men vi kæmpede, viste god vilje og stod godt på banen, siger nordmanden.

Han glæder sig dog over, at det alligevel blev til et enkelt point, efter at løverne kom bagud i opgøret.

- Det er ofte det hold, der scorer først, der vinder sådan nogle tætte kampe. Så jeg er tilfreds med det ene point, og vi var tæt på at tage alle tre til sidst, da Cornelius kom op til et hovedstød, siger han.

Nu venter der FCK to derbykampe mod Brøndby, og den første bliver spillet i Parken på søndag. Solbakken er sikker på, det er et helt andet mandskab, han kan sætte på banen til den tid.

- Nu har vi en uge, hvor vi kan forberede os til kampen mod Brøndby. Jeg er sikker på, at vi kommer med overskud, og at vi kommer til at sprudle lidt mere i Parken end i dag, siger Solbakken.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress