20/01-16 11:31

Landin ønsker større stabilitet i sine præstationerLandin ønsker større stabilitet i sine præstationer

Efter en stærk og en svag indsats hidtil ved EM håber Niklas Landin at finde et mere stabilt niveau i Polen.

Banens bedste i den første kamp mod Rusland. Blot fire redninger på 24 skud og flået ud af den anden kamp mod Montenegro.

For målmanden Niklas Landin er EM-slutrunden i Polen begyndt i øst og vest. Han mener ikke, der bør være så stor variation i præstationen hos en topmålmand.

- Selvfølgelig skal der ikke være det. Jeg vil hellere end gerne stå mere stabilt. Det var ikke en af mine bedste kampe mod Montenegro, og det må jeg gøre bedre mod Ungarn (onsdag aften).

- Selv om skytterne rammer en god dag, bør jeg stadig kunne tage boldene, så på den måde afhænger det meget af forsvarets og målmandens spil. Selv om modstanderen spiller godt, kan man sagtens have masser af redninger, siger Landin.

Han finder dog tryghed i, at holdet har en god målmandsreserve i Kevin Møller, der havde flere vigtige redninger i sejren over Montenegro.

- Det er altid en præstation i sig selv at ramme det rette spændingsniveau, og jeg kom aldrig ind i kampen. Så blev jeg skiftet ud, og så gjorde Kevin det heldigvis godt, siger Landin.

Danmark er sammen med Polen det eneste hold uden pointtab i turneringen hidtil, men spillemæssigt har Danmark endnu til gode at levere en kamp på topniveau.

Derfor har den danske Kiel-målmand svært ved at vurdere holdets aktuelle styrke.

- Det er svært at sige. Vi fik en god sejr over Montenegro, selv om vi ikke spillede på toppen, men vi vandt på fight. Det var fedt at se, at vi kan vinde, selv om vi ikke er på toppen, siger han.

Onsdagens kamp begynder klokken 20. Med en sejr tager Danmark maksimumspoint med til mellemrunden.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress