05/02-16 10:19; Opdateret: 05/02-16 10:51

Politifolk tvivler på effekt af at inddrage smykkerPolitifolk tvivler på effekt af at inddrage smykker

Ikke mange smykker vil blive konfiskeret, når politiet kun skal "føle uden på tøjet", vurderer politiformand.

Når politiet skal vurdere, om asylansøgere, der kommer til Danmark, har aktiver, der skal beslaglægges, bliver asylansøgerne visiteret.

Det fremgår af en ti sider lang vejledning til politiet, der er blevet offentliggjort fredag, hvor den såkaldte smykkelov træder i kraft.

Formanden for Politiforbundet, Claus Oxfeldt, synes, at vejledningen ser ganske fornuftig - omend lidt lang - ud. Han finder intet overraskende i den, fortæller han.

- Som jeg læser vejledningen, har man taget afsæt i, at det umiddelbart er kontanter og ikke smykker, vi skal konfiskere, siger han.

I vejledningen står der, at "visitationen kan gennemføres ved at klappe og føle uden på udlændingens tøj og mærke efter i lommer med videre".

Yderligere vil der kunne "foretages en besigtigelse, der ikke kræver afklædning, men for eksempel opknapning af de øverste knapper i en skjorte eller opsmøgning af et ærme".

- Der er tale om, at vi skal klappe folk af, som når vi foretager anholdelser for at sikre, at folk ikke bærer våben. Vi skal jo ikke tage tøjet af dem, siger Claus Oxfeldt og fortsætter:

- Så jeg tror ikke, det her bliver så omfattende. Jeg kunne ikke forestille mig, at det bliver ret mange smykker, vi kommer til at konfiskere.

Spørgsmål: Når I blot skal klappe folk af, er der så ikke en risiko for, at mange slipper igennem med genstande, som burde være beslaglagt?

- Det kan godt være, men vi må jo heller ikke konfiskere kreditkort. Man kan opstille mange teorier for, hvis flygtninge bliver klar over, at det som udgangspunkt kun er rede penge, vi taler om, siger Claus Oxfeldt.

Ifølge vejledningen skal en genstand have en værdi på over 10.000 kroner, hvis den skal kunne beslaglægges. Det gælder dog ikke personlige genstande med en særlig affektionsværdi, herunder "vielsesringe og forlovelsesringe".

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress