14/02-16 14:20; Opdateret: 14/02-16 15:00

Angreb på israelere blev døden for tre palæstinensereAngreb på israelere blev døden for tre palæstinensere

Tre palæstinensiske mænd mistede søndag livet, efter at de var gået til angreb på israelsk politi og militær.

I to forskellige episoder mistede i alt tre unge palæstinensiske mænd livet, efter at de havde angrebet henholdsvis to israelske soldater og en israelsk politiofficer.

Angrebene fandt sted to forskellige steder på den besatte vestbred, skriver nyhedsbureauet AFP.

Tidligt søndag affyrede to unge palæstinensiske mænd - begge 15 år - skud mod israelske soldater vest for byen Jenin på Vestbredden, hvorefter de blev dræbt.

En 56-årig lokal indbygger, Wassef Abu Baker, fortalte nyhedsbureauet Reuters, at han efter at have hørt skud kørte hen til en af de ramte teenagere, så han befandt sig omkring 40 meter fra ham.

- Han bevægede sig stadig. Soldaten råbte, at jeg skulle træde tilbage, og så skød de ham, måske 12 gange, sagde han til Reuters.

Få timer senere forsøgte en tredje palæstinensisk mand på 17 år at stikke en israelsk grænsepolitiofficer ned ved et checkpoint på den besatte vestbred mellem Jerusalem og Betlehem.

Også han blev stoppet af skud og mistede livet.

Hændelserne er de seneste i en bølge af angreb mod israelere begået af palæstinensere.

Angrebene begyndte i begyndelsen af oktober, og siden er 170 palæstinensere ifølge AFP blevet dræbt af israelske styrker. De fleste blev dræbt i forbindelse med angreb på israelere, mens nogle døde under sammenstød og demonstrationer.

Knivstikkerier, skud og bevidste påkørsler har dræbt 27 israelere og amerikanske statsborgere i samme periode.

Årsagen til de mange angreb er blandt andet frustrationer over de mange jødiske bosættelser, som er erklæret ulovlige af FN.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress