25/03-16 23:01

Holland taber til Frankrig i Cruyff-hyldestHolland taber til Frankrig i Cruyff-hyldest

Frankrig vandt med 3-2 over Holland i en kamp, der blev afbrudt efter 14 minutter for at hylde Johan Cruyff.

Det hollandske landshold blev til tider udspillet af Frankrig, men mon ikke de fleste tilskuere vil huske fredagens kamp i Amsterdam for en flot hyldest til legenden Johan Cruyff.

I det 14. minut - minuttallet er synonymt med Cruyffs trøjenummer - rejste publikum på Amsterdam Arena sig op og klappede til ære for fodboldikonet.

Johan Cruyff døde torsdag i en alder af 68 år efter en forgæves kamp mod lungekræft.

Venskabskampen, der endte med en fransk 3-2-sejr, blev afviklet i dagene efter Cruyffs død og tirsdagens bombesprængninger i Bruxelles, hvor mere end 30 personer måtte lade livet.

Det var derfor en flok tydeligt bevægede fodboldstjerner, der gik på banen i Amsterdam, hvor opgøret blev indledt med et minuts stilhed for at mindes ofrene for angrebet i Bruxelles.

Da først kampen blev fløjtet op, viste de kommende franske EM-værter sig at være hollænderne overlegne.

Antoine Griezmann lagde ud med et mål direkte på frispark for Frankrig, som endda nåede at bringe sig i front med 2-0 ved Olivier Giroud, inden Johan Cruyff blev hyldet.

Efter pausen fik de hollandske værter scoret to gange. Luuk de Jongs reducering til 1-2 var dog ikke helt i orden, da hollænderen tog hånden til hjælp. I slutfasen fik Ibrahim Afellay også udlignet til 2-2.

Blaise Matuidi sørgede dog for en fransk sejr kort efter den hollandske udligning med scoringen til 3-2.

Ligesom Danmark må Holland blive hjemme fra sommerens EM-slutrunde, der går i gang i Frankrig til juni.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress