01/03-16 13:53

Super Tuesday indledt i VirginiaSuper Tuesday indledt i Virginia

Mange venter, at Super Tuesday yderligere vil styrke Hillary Clinton og Donald Trump.

Amerikanske vælgere begyndte tirsdag morgen at stemme på deres foretrukne kandidat på den såkaldte Super Tuesday, der kan få afgørende betydning og betyde et tak og farvel til en række af de opstillede politikere.

De første valglokaler åbnede i delstaten Virginia klokken 6.00 lokal tid.

Både på republikansk og demokratisk side er dagen en stor valgdag. 12 delstater - fra Alaska i nord til Alabama i syd og i et enkelt oversøisk territorium holdes der enten primærvalg eller caucus, der på dansk kendes som vælgermøder.

Mange venter, at Super Tuesday yderligere vil styrke Hillary Clinton og Donald Trump, som har klaret sig klart bedst det seneste stykke tid. Den tidligere førstedame og den kontroversielle rigmand har med friske valgsejre sat sig i førersædet hos henholdsvis Demokraterne og Republikanerne.

Clintons eneste modstander er den 74-årige Bernie Sanders, der betegner sig selv som demokratisk socialist. Trumps primære konkurrenter er Ted Cruz og Marco Rubio, hvor især sidstnævnte spås til at være manden, der - måske - kan slå Trump.

Den 44-årige Rubio har da også skærpet tonen over for rivalen de seneste dage.

- Vi kan ikke nominere en mand, der ender med at tabe, lød det for nylig fra Marco Rubio under en tale i Virginia, skriver nyhedsbureauet AFP.

Men endnu har ingen været i stand til at sætte en kæp i hjulet på forretningsmandens usædvanlige og succesfulde valgkamp, og udfaldet af tirsdagens valg imødeses med stor spænding.

- Der er ingen tvivl om, at hvis Donald tromler hen over Super Tuesday og vinder alle steder med stor margin, så vil han nok være ustoppelig, har Ted Cruz sagt.

Hos republikanerne er tæt på 600 af de afgørende delegerede på spil, hvilket er knap halvdelen af de 1237 delegerede, som kræves for at blive republikansk kandidat.

Demokraterne kæmper om endnu flere delegerede. Her kræver det dog også flere delegerede for at opnå den endelige nominering.

De endelige præsidentkandidater bliver officielt valgt i juli. Herefter skal de to i efteråret kæmpe om, hvem der skal overtage Det Hvide Hus i USA.

/ritzau/AFP

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress