Af Ritzau - 15/11-16 04:32

Edvard Munch-maleri får hammerslag på 391 millioner kronerEdvard Munch-maleri får hammerslag på 391 millioner kroner

Vinderbud på "Pigerne på broen" lander på 56,5 millioner dollar. Dermed er maleriets værdi syvdoblet på 19 år.

Et maleri af den norske kunstner Edvard Munch er mandag blevet solgt for et svimlende beløb på en auktion i New York.

Det skriver nyhedsbureauet NTB.

Maleriet "Pigerne på broen" blev handlet op i næsten 56,5 millioner dollar, før hammerslaget lød. Vinderbuddet svarer til 391 millioner danske kroner.

Auktionshuset Sotheby's havde på forhånd skønnet, at maleriet ville gå for omkring 50 millioner dollar.

Navnet på køberen er ikke offentliggjort.

Der findes i alt 12 kendte versioner af billedet, der viser en gruppe piger i farvefulde gevandter på en træbro. På det, som nu er solgt i New York, er pigerne lidt anderledes placeret end på den mest berømte afbildning.

Maleriet, som Munch lavede i 1902, er steget i pris hver eneste gang, det har været på auktion. I 1997 gik det for 7,7 millioner dollar, men bare 11 år senere blev det ifølge AFP solgt for 30,8 millioner dollar.

Trods mandagens endnu højere pris er "Pigerne på broen" kun cirka halvt så dyrt som Edvard Munchs mest berømte maleri - "Skriget".

I 2012 blev en version af "Skriget" solgt for 120 millioner dollar af samme auktionshus og i samme by. Det svarer med dagens kurs til 831 millioner kroner.

Edvard Munch levede fra 1863 til 1944. Han var en af ekspressionismens hovedskikkelser inden for den europæiske malerkunst omkring århundredskiftet ifølge Den Store Danske.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress