Af Ritzau - 27/04-16 17:14

Efter kritik forsøger EU at give indblik i frihandelsaftaleEfter kritik forsøger EU at give indblik i frihandelsaftale

Verdens største frihandelsaftale er omgærdet af hemmelighedskræmmeri, lyder det. EU åbner derfor lidt op.

Efter udbredt kritik giver EU nu et lille indblik i maskinrummet i det, der kan blive verdens største frihandelsaftale med USA.

TTIP, som aftalen forkortes, skal få handlen til at flyde frit over Atlanterhavet og give mere vækst, flere arbejdspladser og billigere varer. Desuden er ambitionen at fjerne afgifter for 3,6 milliarder euro svarende til knap 27 milliarder kroner.

Aftalen er blevet mødt af kritik i Europa, hvilket EU forsøger at imødekomme i en ny rapport, som onsdag overordnet beskriver stridspunkterne mellem de transatlantiske handelspartnere.

Modstanderne kritiserer især, at forhandlingerne om aftalen er omgærdet af hemmelighedskræmmeri, og de siger, at den blandt andet vil undergrave fagbevægelsen og miljøhensyn.

Dermed er dagens rapport på ti sider næppe nok til at overdøve kritikken. Med EU's handelskommissærs, svenske Cecilia Malmströms, egne ord, får hun ofte spørgsmål om frihandelsaftalen.

Der er dog ikke "simple svar", og det bliver svært at nå den ønskede deadline, lyder det.

- Som dagens rapport viser, skal vi også gøre betydelige fremskridt på nogle områder, hvis vi skal have de vigtigste elementer i en aftale færdige i år.

- Der er meget arbejde tilbage, og som jeg har understreget før, er substans vigtigere end hastighed, skriver Cecilia Malmström på sin blog, hvor hun også understreger, at hun tror på, at der kan nås en aftale inden årets udgang.

Håbet er at forhandle aftalen med det fulde navn Transatlantic Trade and Investment Partnership på plads, mens Barack Obama sidder i Det Hvide Hus, hvilket han forlader om ni måneder.

Der skal derfor fart på, hvis EU og USA skal nå i mål inden årets udgang, for der er kun enighed om 17 punkter ud af de formentlig 25-30 punkter, som aftalen ventes at indeholde.

Der bliver travlt om forhandlingsbordet, da forhandlingerne har været i gang siden 2013, og de største knaster er som vanlig gemt til sidst i forhandlingerne.

Søndag slog USA og Tyskland på tromme for at sætte skub under forhandlingerne, men Frankrig har dog fokus på, at aftalen efterlever EU's krav til produkter.

Den franske minister for udenrigshandel, Matthias Fekl, forhandler på Frankrigs vegne. Til tv-stationen RTL har han udtalt sig skeptisk om, hvorvidt aftalen kan indgås inden årets udgang.

Den 13. forhandlingsrunde blev indledt i denne uge, og to ekstra forhandlingsrunder er indført i april og juli for at nå deadline.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress