31/01-16 12:32

S: Minusvækst og flygtninge spiller ikke sammenS: Minusvækst og flygtninge spiller ikke sammen

Regeringen skal straks lytte til borgmestres opråb om flygtningeudgifter, siger S-formand Mette Frederiksen.

Det vil gå ud over hjemmehjælpen til de ældre, børnehaverne eller andre dele af velfærden, hvis ikke kommunerne får hjælp til at klare udgifterne til flygtninge.

Sådan lyder advarslen fra Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen.

I en rundspørge lavet af TV2 svarer otte ud af ti borgmestre, at de ikke har penge nok på budgetterne til at tage imod de mange flygtninge.

Og den respons skal regeringspartiet Venstre tage alvorligt, mener Socialdemokraterne.

- Jeg håber, at regeringen lytter, når mange af landets borgmestre siger, at den nuværende situation vil betyde besparelser i den kommunale velfærd, siger Mette Frederiksen til Ritzau og fortsætter:

- Det er vi imod fra Socialdemokratiets side, og derfor er mit budskab først og fremmest til regeringen og Dansk Folkeparti: Drop minusvæksten i kommunernes økonomi, og indled forhandlinger med kommunerne.

I alt 58 af landets 98 borgmestre har svaret på hele eller dele af TV2's rundspørge. 85 procent af borgmestrene mener, at staten bør dække en større del af omkostningerne til flygtninge. Det har finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) hidtil afvist.

- Jeg hører opråbet fra mange af landets borgmestre som en understregning af, at hvis ikke regeringen ændrer kurs og kommer kommunerne i møde, så vil det her medføre besparelser på den nære velfærd, siger Mette Frederiksen.

- Og det er den forkerte vej at gå.

44,7 procent af borgmestrene mener, at de bliver nødt til at spare på velfærden for at dække de øgede udgifter til flygtninge.

- Regeringen bør selvfølgelig forholde sig til borgmestrenes budskab om, at udgifterne til flygtningeområdet vokser, siger Mette Frederiksen.

Udlændingestyrelsen har meldt ud, at landets kommuner skal tage imod i alt 12.000 flygtninge i år.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress