10/02-16 23:46

Folketinget giver ofre for København-angreb ny hædersprisFolketinget giver ofre for København-angreb ny hæderspris

Finn Nørgaard og Dan Uzan, der blev dræbt under angrebene i København sidste år, får nystiftet pris.

De to dræbte ved sidste års angreb i København bliver nu anerkendt af Folketinget med en nystiftet hæderspris.

Det oplyser Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF), til Jyllands-Posten.

- Vi har ikke været så gode til at hædre vores helte - det har vi ikke så stor tradition for i Danmark. Her synes jeg, at der er en oplagt mulighed for at hædre nogen, som virkelig har ofret deres liv for andre, siger hun om Folketingets Hæderspris, som den kommer til at hedde.

Der er enstemmig opbakning fra Folketingets Præsidium og fra partierne, tilføjer Pia Kjærsgaard over for avisen.

Finn Nørgaard blev dræbt af Omar el-Hussein foran kulturhuset Krudttønden, hvor han var til et møde om ytringsfrihed.

I første omgang forlød det, at han var gået ud for at ryge eller tale i telefon. Men siden har forklaringer fra blandt andet andre tilstedeværende og øjenvidnet Clayton Coleman peget på, at Finn Nørgaard forsøgte at overmande gerningsmanden, muligvis efter at have løbet ud til gerningsmanden via en køkkendør.

Dan Uzan blev skudt på klos hold af Omar el-Hussein foran synagogen, da han på en nat med terroralarm var frivillig vagt.

Den nye hæderspris gives til en civilperson, der er omkommet efter at have udvist "ekstraordinært heltemod".

Det skal desuden være sket i forbindelse med terror, politiske forbrydelser eller attentater vendt mod "vores åbne, demokratiske samfund og frihedsrettigheder", skriver Jyllands-Posten.

Hædersprisen vil blive uddelt omkring 27. maj og 2. juni, som er Nørgaard og Uzans respektive fødselsdage.

Der vil blive lavet en statuette eller lignende med inskription, og så skal der opsættes en mindeplade på Christiansborg, hvilket er en helt særlig anerkendelse.

I øjeblikket er der to andre mindeplader, og de vedrører henholdsvis et folketingsmedlem og to journalister, der blev myrdet under Besættelsen, oplyser formandskontoret.

Med hædersprisen følger 200.000 kroner til et velgørende formål efter ofrenes efterladtes ønske.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress