Af Ritzau - 05/11-16 13:26

Trine Dyrholm rider på prisbølge med ny nomineringTrine Dyrholm rider på prisbølge med ny nominering

European Film Awards har nomineret Trine Dyrholm for sin rolle i Thomas Vinterbergs "Kollektivet".

Prisregnen ser ud til at kunne fortsætte for den danske skuespiller Trine Dyrholm, der lørdag er blevet nomineret til en af de største filmpriser i Europa, lyder det i en pressemeddelelse.

Prisen er European Film Awards, og Trine Dyrholm er nomineret i kategorien "Bedste Kvindelige Skuespiller" for rollen som Anna i filmen "Kollektivet", der er instrueret af Thomas Vinterberg.

En nominering som Trine Dyrholm ser frem til at fejre, når prisen uddeles i Polen.

- Jeg er meget glad og beæret over at være nomineret i dette fornemme selskab.

- Jeg glæder mig til at tage til Polen 10. december og repræsentere dansk film og forhåbentlig sludre med nogle af de skuespillere og instruktører, jeg beundrer. Det bliver en sjov fest, lyder det i en skriftlig kommentar.

Trine Dyrholm er nomineret i kategorien sammen med skuespillerne Isabelle Huppert, Emma Suárez & Adriana Ugarte, Valeria Bruni Tedeschi og Sandra Hüller.

Med nomineringen kan hun blive den første kvindelige danske skuespiller nogensinde til at modtage en European Film Award.

Det er kun tredje gang, at en kvindelig dansk skuespiller nomineres til prisen.

Tidligere har Connie Nielsen været nomineret for "Brødre" i 2005, og Iben Hjejle for "Mifunes sidste sang" i 1999.

Lykkes det for Trine Dyrholm at vinde, kommer hun i fornemt selskab med tidligere prismodtagere som Kate Winslet, Helen Mirren, Catherine Deneuve, Marion Cotillard, Juliette Binoche, Penélope Cruz, Tilda Swinton og Björk.

Trine Dyrholm blev tidligere i 2016 hædret med den prestigefyldte Sølvbjørnen på filmfestivalen Berlin for prisen som Årets Kvindelige Skuespiller.

Hun er den første kvindelige danske skuespiller, der har modtaget prisen, som hun fik overrakt på scenen af skuespilleren Meryl Streep.

Filmen "Kollektivet" af Thomas Vinterberg har været en dansk biografsucces med over 300.000 solgte billetter.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress