Af Ritzau - 13/07-16 22:56

Solbakken roser FCK for professionelt gennemført kampSolbakken roser FCK for professionelt gennemført kamp

FC København-træneren var tilfreds med indsatsen, der førte til en komfortabel sejr i CL-kvalifikationen.

3-0 på udebane og videre i teksten. FC København havde ingen problemer med at sætte nordirske Crusaders til vægs i sæsonens første betydende kamp.

Dermed er FCK stort set videre fra 2. runde af kvalifikationsturneringen til Champions Leagues gruppespil.

- Det var en godt gennemført kamp. Det var lidt svære forhold med al den regn, for banen blev meget hurtig, og vi så også en masse bolde, der løb ud over sidelinjen, siger Ståle Solbakken til FC Københavns hjemmeside.

- Crusaders gjorde det godt, og de var, som vi vidste, meget fysiske, og de har jo også leveret gode europæiske resultater på hjemmebane.

- Alt i alt var det en professionelt gennemført kamp, og jeg kan godt konstatere, at vi har et godt udgangspunkt inden returkampen i Telia Parken på tirsdag, siger FCK-træneren.

Han gav debut til nyerhvervelsen fra OB, Rasmus Falk, der spillede en flot kamp og kronede indsatsen med målet til 3-0 kort efter pausen.

- Jeg synes, vi fik en lidt blandet start, men efterhånden fik vi kontrol på kampen, og det hjalp selvfølgelig også med et tidligt mål.

- Jeg synes selv, jeg scorede et fint mål, og det var dejligt at få 90 minutter og komme på tavlen i den første kamp, lyder det fra Falk.

Federico Santander åbnede scoringen efter fem minutter, mens Andreas Cornelius øgede til 2-0 fem minutter inden pausen.

- Vi fik, hvad vi kom efter. En sejr. Vi havde snakket om, at vi meget gerne skulle holde nullet og score minimum et mål, og med en 3-0-sejr må vi sige, at det lykkedes, siger Cornelius.

- Vi kunne nok godt have vundet større, men sejren er komfortabel, og det ser godt ud. Om mit eget mål må jeg rose indlægget, og så fik jeg god fart på mit hovedstød, siger målscoreren.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress