Af Ritzau - 20/10-16 00:32

Barbie i flere farver og former giver Lego-rival vækstBarbie i flere farver og former giver Lego-rival vækst

USA's største legetøjsproducent, Mattel, har tilsyneladende succes med at sælge anderledes Barbie-dukker.

Det er igen blevet populært at lege med Barbie-dukker verden over, og den udvikling er medvirkende til, at den amerikanske legetøjsproducent Mattel onsdag har fremlagt et regnskab, der overgår analytikernes forventninger.

I tredje kvartal blev der således solgt 15,8 procent flere Barbie-dukker end i samme periode året før.

Mattel, der er USA's største producent af legetøj, lancerede i januar en række nye dukkevarianter i Barbie-universet.

Nu kan de købes i forskellige hudfarver og i tre forskellige kropsformer. Begge tiltag for at nå ud til større befolkningsgrupper i en verden, hvor det altovervejende flertal ikke ligner Barbie og Ken.

Og strategien synes at være lykkedes for Mattel. Omsætningen lyder for tredje kvartal i 2016 på 1,8 milliarder dollar - en smule mere end forventet. Det svarer rundt regnet til 12,2 milliarder kroner.

Samtidig er overskuddet steget en smule i forhold til tredje kvartal sidste år.

Mattel har i to år kæmpet for at vende en udvikling, hvor salget af Barbie-dukker bare faldt og faldt.

Børn har i den periode i højere grad omfavnet andet legetøj, elektronik og spil på tablets.

Det har blandt andet den danske legetøjsgigant Lego været god til at udnytte. Det globale selskab med base i Billund havde i 2015 sit bedste år nogensinde.

Legos salg steg med 11 procent i første halvår af 2016 til 15,7 milliarder kroner. Mens Asien og Europa trak en smule op, var salget i USA fladt i perioden i forhold til året før.

Mattel, der foruden Barbie også producerer Fischer-Price og Wheels, stiger godt fem procent i den såkaldte efterhandel på børsen i New York efter regnskabet.

Forleden kunne en anden spil- og legetøjsproducent, Hasbro, også fremlægge et bedre regnskab end ventet.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress