29/02-16 12:55; Opdateret: 29/02-16 15:44

Tørnæs hentes hjem fra Bruxelles til ministerpostTørnæs hentes hjem fra Bruxelles til ministerpost

Efter Esben Lunde Larsens skifte til Miljø- og Fødevareministeriet hentes Ulla Tørnæs hjem fra Bruxelles.

storybild

Ulla Tørnæs er tilbage som minister. (Billede: Polfoto/Janus Engel)

Ulla Tørnæs (V) bliver ny uddannelses- og forskningsminister, oplyser statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på Facebook.

Hun indgår dermed i en mindre ministerrokade, som finder sted, efter at Eva Kjer Hansen (V) lørdag valgte at trække sig som miljø- og fødevareminister.

Det gjorde hun, fordi Venstre-regeringens mindste støtteparti, De Konservative, havde slået fast, at de ikke længere havde tillid til hende.

Partiet mener, at Kjer havde fremlagt misvisende tal for nye gødningsreglers påvirkning af miljøet i forbindelse med aftalen om landbrugspakken.

Eva Kjer Hansen afløses af Esben Lunde Larsen (V), som hidtil har været uddannelses- og forskningsminister.

Tørnæs hentes hjem fra Bruxelles, hvor hun siden 2014 har siddet i Europa-Parlamentet som Venstres eneste medlem. Her havde hun før selskab af Jens Rohde, men han er skiftet til De Radikale som konsekvens af den førte udlændingepolitik.

I Bruxelles afløses Tørnæs af partifællen Morten Løkkegaard, som dermed udtræder af Folketinget. Han afløses i Folketinget af Jakob Engel-Schmidt, der ikke blev valgt ind ved valget i juni sidste år.

Tørnæs har allerede ministererfaring. Hun var senest minister for udviklingsbistand fra 2005-2010, og før det var hun undervisningsminister fra 2001 til 2005. Fra 1998 til 2001 var hun politisk ordfører for Venstre.

Regeringsrokaden ville Løkke helst have været foruden. Han mener ikke, at Eva Kjer Hansen har vildledt Folketinget.

Løkke har hele tiden forsvaret Eva Kjer Hansen, men trods krisemøder i blå blok fastholdt De Konservative deres mistillid til hende.

Statsministeren udtalte i sidste uge, at et folketingsvalg var mere sandsynligt end en fyring af Eva Kjer Hansen, men lørdag valgte hun så at trække sig fra posten.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress