Af Ritzau - 18/04-16 09:10

Jesper Bank skal hjælpe danske OL-sejlereJesper Bank skal hjælpe danske OL-sejlere

De danske sejlere får friske øjne udefra til at hjælpe i forberedelserne frem mod OL i Rio de Janeiro.

Den tidligere olympiske guldvinder og fanebærer Jesper Bank skal hjælpe de danske sejlere frem mod OL. Bank er blevet tilknyttet som konsulent, og han skal blandt andet være med til at løse interne knaster blandt Danmarks bedste sejlere.

Det siger sportschef i Dansk Sejlunion, Thomas Jacobsen, til Jyllands-Posten.

- Man ender nogle gange i en låst situation, og det er rart, at der kan komme én udefra og give sin mening uden at have noget i klemme, siger sportschefen og uddyber, hvorfor valget er faldet på Jesper Bank.

- Han har været dér rigtigt mange gange, han ved, hvordan et OL opleves som atlet, træner og sportschef. Han kender hele cirkusset og kan åbne mange døre, fordi han er en velkendt person i de internationale sejlsportskredse, siger Thomas Jacobsen til avisen.

Som aktiv vandt Jesper Bank to olympiske guldmedaljer samt en olympisk bronzemedalje i bådklassen soling. Klassen har ikke været på det olympiske program siden Banks seneste sejr i Sydney i år 2000.

Han håber at kunne finpudse de små detaljer ved de danske sejlere de kommende måneder.

- Man må gå meget ydmygt til det og finde ud af, på hvilke områder det giver mening at påvirke lidt, så udspillet skal komme fra sejlerne og trænerne.

- Det værste vil være at påtvinge dem helt nye mønstre og en helt ny adfærd, som ikke falder naturligt for dem, men mit manglende detaljekendskab kan netop blive en fordel, fordi jeg måske så bedre kan se det hele billede og hjælpe på den måde, siger han til Jyllands-Posten.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress