Af Ritzau - 09/10-16 12:47

Hareide varsler friske ben mod MontenegroHareide varsler friske ben mod Montenegro

Der er lagt op til ændringer i Danmarks startopstilling mod Montenegro efter 2-3-nederlaget til Polen.

storybild

Landstræner Åge Hareide (i midten) dirigerer med spillerne under kampen mod Polen. (Billede: Scanpix/Liselotte Sabroe)

Det er formentlig ikke alle 11 spillere, der får genvalg i startopstillingen mod Montenegro tirsdag aften i Parken.

Landstræner Åge Hareide indikerer kraftigt, at spillere med helt friske ben vil få chancen efter lørdagens 2-3-nederlag til Polen i Warszawa.

- Vi har en god trup, og når vi spiller to kampe så tæt på hinanden, så skal vi fordele arbejdsindsatsen på flere i truppen, siger Hareide.

Nordmanden afslører ikke eventuelle nye navne, men gode bud kunne være Thomas Delaney eller 2-3-målscoreren mod Polen, Yussuf Poulsen. Begge blev indskiftet mod Polen.

- Vi kigger på, hvordan benene ser ud. Vi vil gerne køre et hold sammen, men alle dem, som har været med, kender konceptet og ved, hvad de skal gøre.

- Vi har dygtige spillere i alle kæder, både på midtbanen og oppe foran. Og de har friske ben, og det bliver primært opgaven at finde ud af det, forklarer Hareide.

Selve spillestilen og 3-5-2-systemet bliver der til gengæld ikke rokket ved.

- Vi laver ikke fuldstændig om på konceptet. Men vi kan også spille med fire i forsvaret, som vi gjorde til slut mod Polen. Enten for at blive mere kompakte på midtbanen eller gøre brug af en ekstra angriber

- Men ellers forandrer vi ikke noget som helst, for det har vi ikke trænet på, påpeger Hareide.

Mod Polen var det Danmark, som var mest i boldbesiddelse, men det magtede holdet ikke at håndtere godt nok.

- Vi havde bolden i 59 procent af tiden mod Polen, og deri ligger vores styrke, men også vores svaghed, hvis vi taber bolden.

- Vi skal fortsætte med at arbejde på konceptet, og når Peter Ankersen eller Riza Durmisi får bolden, skal vi lave flere løb i dybden. Polen stod godt og gjorde det svært for os. Og så skal vi have flere sideskift, siger Hareide.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress