Af Ritzau - 27/11-16 17:06

Juventus kollapser og får øretæve i GenoaJuventus kollapser og får øretæve i Genoa

Toholdet i Serie A sparede spillere og var bagud 0-3 efter en halv time, da Juventus tabte ligakamp i Genoa.

storybild

Giovanni Simeone scorede to gange, da Genoa på en halv time bragte sig foran 3-0 mod Juventus i Serie A. (Billede: Reuters/Alessandro Garofalo)

Genoa gjorde det søndag af med Juventus, da Genoa hjemme besejrede topholdet i Serie A med 3-1.

Efter en turboindledning på kampen var Genoa foran 3-0 efter blot en halv time, og den afstraffelse kom topholdet i ligaen sig aldrig over.

Juventus havde valgt at spare en række profiler som Gonzalo Higuain og Paulo Dybala, men med Juan Cuadrado og Mario Mandzukic på toppen, havde Juventus' cheftræner, Massimiliano Allegri, nok alligevel kalkuleret med, at det burde række til sejr.

Nederlaget betyder, at Juventus stadig topper Serie A med 33 point, men da AC Milan lørdag besejrede Empoli 4-1, så følger Milan efter på andenpladsen med 29 point.

Genoa lagde et tungt pres på Juventus fra kampens indledning og efter tre minutter gik det galt for første gang for mesterholdet.

Gianluigi Buffon reddede i to omgange, men i tredje forsøg lykkedes det for Giovanni Simeone at udplacere den rutinerede keeper og bringe hjemmeholdet overraskende foran 1-0.

Gæsterne havde dog tilsyneladende fået benene helt forkert ud af sengene søndag, for ti minutter senere var den gal igen.

Endnu en gang var det den unge argentinske angriber, der slog til.

Dako Lazovic sendte et indlæg ind i Juventus' felt, og fra tæt hold headede Simeone Genoa på 2-0.

Så skulle man synes, at Juventus var vækket, men nej.

Tæt på den halve time blev det 3-0 til Genoa, da Alex Sandro blev noteret for et selvmål efter en lumsk situation efter hjørnespark.

Den frygtelige første halvleg blev yderligere forværret, da gæsternes Leonardo Bonucci måtte lade sig udskifte ved 0-3 med en skade.

Den 29-årige forsvarer har været slemt ramt af skader i denne sæson, og han blev erstattet af Daniele Rugani.

Juventus-spillerne så en anelse rundtossede ud, da de gik på banen til anden halvleg, og træner Massimiliano Allegri så sammenbidt ud skridt for skridt.

Gonzalo Higuain var sparet på bænken, men kort inde i anden halvleg valgte Allegri at sætte angriberne på banen i stedet for forsvarsspilleren Stephan Lichtsteiner.

Otte minutter før tid fik Miralem Pjanic lov at reducere til slutresultatet på et direkte frispark.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress