07/02-16 16:51

Lynscoringer sender Arsenal på sejrskurs igenLynscoringer sender Arsenal på sejrskurs igen

Arsenal fik bremset sejrstørken, da det søndag blev til en 2-0-sejr ude over Bournemouth i Premier League.

storybild

Aron Ramsey og Arsenal hentede en vigtig udebanesejr (Billede: John Walton)

Kampen om mesterskabet er en særdeles åben affære i England.

Søndag blev der åbnet yderligere for spænding i mesterskabskampen, da Arsenal ude besejrede oprykkerholdet Bournemouth 2-0 efter to lynscoringer i første halvleg.

Dermed nåede Arsenal op på 48 point ligesom rivalerne fra Tottenham, der dog har en bedre målscore.

LÆS OGSÅ: Tottenham tager fire på stribe og avancerer i topstrid

Leicester topper Premier League med 53 point efter lørdagens sejr over Manchester City, der i øjeblikket tager den vigtige fjerdeplads, som giver en billet til kvalifikationen til Champions League i næste sæson.

Med nederlaget ligger Bournemouth på 15.-pladsen med 28 point.

Arsenal har ellers haft problemer i det nye år, og søndagens sejr var første sejr i fem forsøg, siden det den 2. januar blev til tre point mod Newcastle, der blev besejret 1-0.

LÆS OGSÅ: Leicester-helt efter 3-1: Nu vil vi slås for titlen

Arsenal toppede for ikke længe siden Premier League, men i de seneste kampe har Arsenal-manager Arsène Wenger måtte se sit hold falde tilbage, og søndag var det heller ikke et sindsoprivende Arsenal-hold.

Før opgøret mod Bournemouth havde Arsenal ikke vundet de seneste fire ligakampe, og London-klubben havde blot hentet tre ud af 12 mulige point, mens holdet ikke var lykkedes med at score i de seneste tre kampe.

Hjemmeholdet frister en tilværelse i den tunge ende af tabellen, men mødte dog op med to sejre i de seneste tre kampe i ligaen.

LÆS OGSÅ: Leicester slår Manchester City og har kurs mod titel

De første 20 minutter var relativt lige, men på Arsenals første chance, slog gæsterne til.

Efter 23 minutter endte et indlæg hos Olivier Giroud, der headede bolden ned for fødderne af Mesut Özil, som bankede gæsterne foran 1-0. Og så var Arsenal i gang.

Minuttet efter blev det 2-0 ved Alex Oxlade-Chamberlain.

Aaron Ramsey fandt Chamberlain, som fra en spids vinkel og i høj fart på højre kant lagde bolden yderligt forbi Artur Boruc i Bournemouth-målet.

LÆS OGSÅ: Syg Jürgen Klopp misser Liverpools kamp mod Sunderland

Efter pausen handlede det om at holde føringen for gæsterne i en kamp, hvor Bournemouth på ingen måde var slået.

Ramsey kunne have lukket kampen helt et minut før slutfløjt, men afslutningen savnede kvalitet.

I overtiden måtte Petr Cech så afvise hjemmeholdets største chance i kampen, da han på målstregen diskede op med en flot fodparade.

Arsenal kunne ånde lettet op, da der ikke blev scoret mere i kampen, og Wengers tropper kunne tage hjem til London med tre vigtige point, inden det i næste runde gælder topmødet med Leicester og Kasper Schmeichel på Emirates.

LÆS OGSÅ: Hiddink: Chelsea får svært ved at holde på stjernerne

LÆS OGSÅ: Koeman og Aguero kåret til månedens bedste

LÆS OGSÅ: Tottenham-manager: Tal ikke om historien - skab den

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress