20/03-16 22:28

Genforenet trio sender Real mod andenpladsenGenforenet trio sender Real mod andenpladsen

Bale, Benzema og Ronaldo scorede alle en enkelt gang, da Real Madrid søndag slog Sevilla 4-0.

storybild

Real Madrids Karim Benzema fejrer sin scoring til 1-0 i 4-0-sejren over Sevilla. (Billede: AP/Francisco Seco)

Real Madrid er tæt på andenpladsen i Primera Division efter en 4-0-sejr på hjemmebane over Sevilla søndag.

Stjernerne Karim Benzema, Gareth Bale og Cristiano Ronaldo stod hver for én scoring i kampen, hvor Sevilla var uden en skadet Michael Krohn-Dehli.

Real-trioen i front med Bale, Ronaldo og Benzema var genforenet til søndagens kamp, efter Benzema har siddet ude i tre uger med en muskelskade.

Med sejren er Zinedine Zidanes tropper nu blot ét point efter Atlético Madrid på andenpladsen, efter lokalrivalen tabte 1-2 til nedrykningstruede Sporting Gijón lørdag.

Der var kun spillet fem minutter, da samarbejdet mellem de tre i front gav pote for Real Madrid.

Et indlæg fra Bale endte hos Benzema, der med en flot flugter hamrede bolden i mål til 1-0.

Efter 27 minutter fik Sevilla en stor mulighed for at udligne, da Adil Rami blev nedlagt i feltet og fik tildelt et straffespark. Men Real-keeper Keylor Navas parerede Kevin Gameiros forsøg.

Også Real Madrid fik mulighed for at score fra straffesparkspletten, da den tidligere Real-spiller Jose Antonio Reyes fik væltet Luka Modric i feltet efter 56 minutter.

Men endnu engang førte det ikke til en scoring, da Ronaldo sparkede bolden et godt stykke over mål.

Ronaldo skulle dog ikke bruge mere end syv minutter på at gøre det godt igen med en scoring til 2-0. Real-backen Danilo sendte et indlæg ind i fødderne på Ronaldo, der halvt liggende skovlede bolden i mål.

Og ét minut senere ville den sidste mand i trioen, waliseren Gareth Bale, også lege med, og med Bales scoring til 3-0 blev kampen definitivt lukket. Denne gang var det såmænd Benzema, der stod for forarbejdet.

Med fem minutter tilbage lagde Jesé yderligere til ydmygelsen af Sevilla med sin scoring til 4-0, efter han var blevet skiftet ind i stedet for Bale.

Trods sejren og de tre point har Real Madrid stadig ti point op til FC Barcelona, der har isoleret sig i toppen af Primera Division. Barcelona måtte søndag nøjes med et enkelt point efter uafgjort mod Villarreal.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress