Af Lars Dinesen - 22/10-15 22:57

Effektive Napoli-reserver dukker FCM med fire klassemålEffektive Napoli-reserver dukker FCM med fire klassemål

Napoli leverede flere drømmemål i første halvleg på MCH Arena, og det kunne FCM ikke svare tilbage på.

storybild

Billede fra kampen (Billede: Polfoto)

FC Midtjyllands vej til avancement fra gruppespillet i Europa League blev en smule sværere, da holdet torsdag tabte hjemme med 1-4 til Napoli foran 9210 tilskuere.

Midtjyderne lærte på den hårde måde, hvordan selv små fejl og korte udfald bliver straffet mod Europas storhold - selv når de som Napoli sparer de største stjerner fra start.

Det danske hold fik ellers en god start på kampen, hvor det faktisk lykkedes FCM at sætte sig på spillet.

Efter blot otte minutter fik Jess Thorups tropper faktisk bolden i nettet efter et langt indkast fra Kian Hansen, men der blev fløjtet for frispark til Napoli under skubberiet i klyngen tæt under mål.

Hjemmeholdet fortsatte det flotte spil, og Napoli-træner Maurizio Sarri slog flere gange ud med armene rettet både mod spillerne på banen og assistenterne på bænken.

LÆS OGSÅ: FCM-træner: Vi kan ikke forsvare os til point

Klassehold skal dog bare have en lille chance, og det beviste Napoli første gang efter 20 minutters spil.

En lang bold fra centerforsvaret blev slået over FCM-bagkæden, og i medløb drejede lille José Callejon på imponerende vis bolden over Mikkel Andersen i FCM-målet med en helflugter.

Det gav Napoli mere ro på bolden. Italienerne kom langt bedre med i spillet centralt på banen, og efter godt en halv time blev det 2-0.

Et eminent italiensk opspil endte på højrekanten, hvor et præcist indlæg foran mål blev mødt af en helt fri Manolo Gabbiadini. Han fik foden på, og via stolpen gjorde han det til 2-0.

En mirakuløs dobbeltredning fra Mikkel Andersen holdt Napoli fra en 3-0-scoring få minutter senere, men FCM-holdet var i opløsning rent defensivt, og fem minutter før pausen slukkede Gabbiadini reelt lyset for midtjyderne.

Med et følt drømmehug fra distancen sendte han bolden helt op i krydset til 3-0, og trods en reducering fra Martin Pusic på et afrettet skud kort inden pausen lignede det en umulig opgave for FCM.

I bedste italienske stil tog Napoli tempoet ud af kampen i anden halvleg, kontrollerede bolden med kløgt, trak tiden ved dødbolde og holdt FCM på afstand af eget mål.

LÆS OGSÅ: Europa League sikrede AaB knap 28 millioner kroner

Det var småt med chancer i begge ender efter pausen, men med knap et kvarter igen fik Daniel Royer en kæmpe chance reddet på målstregen.

Midtjyderne kom aldrig tæt på et comeback, og i stedet kunne indskiftede Gonzalo Higuain i tillægstiden gøre det til 4-1, og Napoli kan rejse hjem til Italien med tre sikre point.
Dermed ligger FCM fortsat nummer to i gruppen med seks point efter tre kampe, mens Napoli topper med ni point.

Heldigt nok for midtjyderne spillede Legia Warszawa og Club Brugge uafgjort i gruppens anden kamp, og begge hold har dermed kun et enkelt point i gruppen, hvor de to bedste går videre.

FC Midtjyllands næste kamp i Europa League er på udebane 5. november - også mod Napoli.

LÆS OGSÅ: HÆVN: FC Midtjylland bankede Club Brugge

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress