Af Ritzau - 20/07-16 07:04

Lars Bak: De Gendt flår næppe bjergtrøjen af MajkaLars Bak: De Gendt flår næppe bjergtrøjen af Majka

Thomas De Gendt er på jagt efter bjergtrøjen, men Lars Bak tror, at Rafal Majka er for stærk i den duel.

storybild

Rafal Majka (th.) ligner en mand, som er på vej til at vinde den prikkede bjergtrøje i årets Tour de France. (Billede: Scanpix/Kenzo Tribouillard)

Den polske Tinkoff-klatrer Rafal Majka har lagt sig i spidsen af konkurrencen om den prikkede bjergtrøje efter et par lange udbrud.

Nærmeste forfølger er Thomas De Gendt (Lotto Soudal), som er 37 point efter polakken, og skal man tro De Gendts danske holdkammerat Lars Bak, så får belgieren svært ved at vriste trøjen fra Majka.

- Jeg tror nu stadig, at holdet har store planer med Thomas De Gendt. Desværre tror jeg bare, at Rafal Majka er for godt kørende, lyder det fra Bak.

- Han vil jo sidde på De Gendt, og så godt kørende, som Majka var den anden dag, så kan han måske også gå i udbrud og vinde en etape.

De Gendt vandt etapen til Mont Ventoux og reddede lidt af holdets ære i et ellers skuffende Tour de France, og hvis ikke André Greipel kan gentage sidste års triumf på Champs-Elysees, er kampen om bjergtrøjen nok sidste mulighed for at gøre noget.

- De Gendt vil selvfølgelig prøve at gå efter den bjergtrøje. Han ligger jo nummer to, så det skal forsøges. Tony Gallopin kan også prøve noget (i bjergene, red.), men han er heller ikke helt i den form, som han havde sidste år, siger den 36-årige dansker.

Fra onsdag til og med lørdag er det terræn for bjergfolkene, og onsdagens etape til Finhaut-Emosson har to kategori-3-stigninger indtil midtvejs, hvorefter etapen slutter med stigninger i henholdsvis kategori 1 og uden for kategori.

Det er ikke noget for Lars Bak, selv om han har tænkt tanken om at gå med i et udbrud.

- Jeg kan selvfølgelig godt gøre det for at sidde i udbrud, men det bliver ikke for at vinde etapen, for det er simpelthen for hårdt, siger han.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress