Af - 29/11-16 15:59

Dansker i Brasilien: - Flystyrt mødt med forfærdelseDansker i Brasilien: - Flystyrt mødt med forfærdelse

Den danske journalist Peter Arnholdt, der bor i Brasilien, har oplevet reaktionerne efter det frygtelige flystyrt i Colombia på nært hold.

Bildstrecke im Grossformat »

Spillere og trænere fra den brasilianske fodboldklub Chapecoense var om bord på det fly, der styrtede ned i Colombia tirsdag morgen dansk tid. Her sørger fans foran holdets stadion.

Sydamerika blev tidligere i dag ramt af en frygtelig tragedie, da et fly med 81 mennesker styrtede ned i nærheden af Medellin, Colombia, med 76 omkomne til følge.

Med på flyet var størstedelen af spillerne fra den brasilianske klub Chapecoense, der skulle have spillet finale i turneringen Copa Sudamericana mod colombianske Nacional natten til torsdag.

Den tragiske ulykke har rystet hele verden – ikke mindst Chapecoenses hjemland Brasilien, hvor der ifølge den danske journalist Peter Arnholdt, der er bosiddende i landet, er en tilstand af forfærdelse.

LÆS OGSÅ: Fodbolden i chok: Alle føler med Chapocoense

- Ulykken er blevet mødt med forfærdelse. Alle føler med dem, der var med flyet, og alle sender tanker til de omkomne og deres familie. Præsident Temer har deklareret tre dages landesorg, det brasilianske fodboldforbund har meddelt sin bestyrtelse, og store medier som ESPN Brazil og Sport TV Har haft fuldt fokus på ulykken og skudt alt andet i baggrunden, siger han.

Den danske journalist fortæller, at en del af Chapecoenses fans i løbet af dagen har været på stadion for bede for de omkomne.

LÆS OGSÅ: Colombianere vil give titel til nedstyrtet klub

- Det er et meget religiøst land, og mange tror på, at man lever videre i ånden, så de har stået med armene op mod himlen og bedt til, at der bliver taget godt imod de omkomne, siger Arnholdt, der blandt andet også nævner, at der er mødt en gruppe mennesker op foran Chapecoense-topscoreren Bruno Rangels hus i Rio de Janeiro for at vise respekt for spilleren og hans familie.

Chapecoense, der kommer fra byen Chapecó med godt 200.000 indbyggere, var ellers i gang med en flot sæson og kunne have kvalificeret sig til Copa Libertadores – Sydamerikas svar på Champions League – med en finalesejr over Nacional over to kampe.

Fans af Chapecoense er samlet foran holdets stadion.

- Chapecoense er en klub, der har været brugt meget som udstillingsvindue af agenter. Det har været deres bedste sæson nogensinde. De ligger nummer ni i Serie A, og via den plads er de sikret en plads i Copa Sudamericana næste år.

Hvis de havde vundet over Nacional, havde de kvalificeret sig til Copa Libertadores. Så de var virkelig højt flyvende, siger Peter Arnholdt og tilføjer:

LÆS OGSÅ: Undgik dødsflyet: Fik fri for at fejre fødselsdag

- Alle i klubben var vildt stolte over den præstation, de havde udført – det var et hold af arbejdsmænd. Når man tænker på de store klubber fra kæmpe byer, der ligger her, er det helt vildt, at de har kunnet klare sig. De er kommet frem på fantastisk god støtte og på en vilje til at finde spillere, der gider arbejde for holdet.

Chapecoense står nu med et stort genopbyggelsesarbejde foran sig, og Peter Arnholdt mener ikke, det er utænkeligt, at klubben får hjælp til at komme på benene igen efter den frygtelige begivenhed.

Chapecoense-fans sørger foran stadion

- Jeg kan godt forestille mig, at nogle af de andre klubber vil låne spillere til Chiapecoense, så de kan få stablet et slagkraftigt hold på benene. Klubben omkranses i hvert fald med rette af masser af sympati, siger han.

Efter ulykken er al sydamerikansk fodbold aflyst på ubestemt tid – herunder returkampen i den brasilianske pokalfinale mellem Gremio og Atletico Mineiro, der skulle have været spillet natten til torsdag dansk tid.

Det er endnu uvist, hvad der skal ske med Copa Sudamericana-finalen, som Chapecoense skulle have deltaget i.

LÆS OGSÅ: 27-årig fodboldspiller overlevede mirakuløst flystyrt: Pas på min vielsesring

LÆS OGSÅ: Flystyrt aflyser al fodbold i Sydamerika

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress