Af Ritzau - 16/06-16 07:34

Albaniens målmand er irriteret efter sent EM-nederlagAlbaniens målmand er irriteret efter sent EM-nederlag

Etrit Berisha retter fokus mod kampen mod Rumænien, som Albanien skal vinde for at kunne avancere ved EM.

storybild

Albaniens målmand, Etrit Berisha, kunne ikke gøre så meget, da Frankrig kom foran i onsdagens EM-kamp. (Billede: Scanpix/Franck Fife)

I næsten 90 minutter holdt Etrit Berisha sit mål rent, da Albanien mødte de franske EM-værter onsdag aften i gruppe A.

Til sidst måtte Lazio-målmanden dog indkassere scoringer fra Antoine Griezmann og Dimitri Payet, så Frankrig vandt 2-0 i Marseille.

Etrit Berisha ærgrer sig meget over, at det ikke lykkedes for albanerne at sikre et sensationelt point.

- Det var meget hårdt, for før målene spillede vi en god kamp, så vi kan ikke gøre sådan noget i de afsluttende minutter.

- Det er ikke første gang, vi har tabt en kamp til sidst, så jeg er en lille smule irriteret, siger Etrit Berisha ifølge nyhedsbureauet AFP.

Med nul point for to kampe er regnestykket simpelt for albanerne før den sidste gruppekamp mod Rumænien.

Alt andet end en sejr sender Albanien ud af EM, mens tre point udløser en tredjeplads, som måske kan vise sig at være nok til at gå videre.

De fire bedste treere i de seks EM-grupper avancerer til ottendedelsfinalerne.

- Vi kan ikke gøre noget ved det, vi skal fokusere på vores næste kamp. Vi skal vinde for at have en chance for at slutte som en af de bedste treere, siger Etrit Berisha.

Albaniens kamp mod Rumænien bliver spillet søndag i Lyon.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress