Af Ritzau - 09/04-16 12:37

Gudmundsson ser stor fordel til friskere nordmændGudmundsson ser stor fordel til friskere nordmænd

Norge har en stor fordel inden OL-kvalifikationskampen mod Danmarks håndboldherrer, mener dansk landstræner.

storybild

Danmark spiller lørdag den anden kamp i OL-kvalifikationen mod Norge. En dansk sejr sikrer OL-billetter. (Billede: Polfoto/Jens Dresling)

Når de danske håndboldherrer lørdag aften løber på banen i holdets anden OL-kvalifikationskamp mod Norge, bliver det med en stor ulempe i bagagen, mener Danmarks landstræner, Gudmundur Gudmundsson.

Danmark spillede fredag aften den første OL-kvalifikationskamp mod Kroatien, der på papiret må siges at være puljens sværeste modstander, mens Norge spillede mod Bahrain.

Både Danmark og Norge hev en sejr i land, men de danske herrer har brugt langt flere kræfter end deres norske modstandere, mener landstræneren.

- Vi har investeret meget i kampen mod Kroatien. Norge har haft en let kamp mod Bahrain. De har kunnet hvile nogle af deres nøglespillere, og det kunne vi jo ikke, så der er en kæmpe forskel mellem os og Norge inden kampen, siger han.

- Det bliver en meget svær kamp, og det er en farlig kamp for os.

- Det handler om, at vi skal være klar til kampen. Vi har ikke kvalificeret os endnu, så det er det, det handler om nu. At holde fokus og være klar til kampen mod Norge, siger Gudmundur Gudmundsson.

Han har dog store roser til sine spillere efter sejren på fire mål over Kroatien fredag aften, og han mener, der er mange positive ting at tage med videre fra kampen.

- Vi skal komme med den samme vilje og gejst og moral, som vi gjorde i kampen mod Kroatien. Og så er nøgleordet fokus. Vi skal holde fokus. Det skal vi vise inde på banen, siger Gudmundur Gudmundsson.

Danmark kan med en sejr over Norge sikre sig OL-billetten allerede lørdag aften, inden den sidste OL-kvalifikationskamp spilles søndag mod Bahrain.

Med sejren på fire mål over Kroatien kan det danske landshold endda tåle at tabe med tre mål til Norge og stadig sikre sig billetter til OL i Brasilien til sommer, hvis Danmark som forventet slår Bahrain søndag.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress