Af Ritzau - 07/06-16 20:53

Danske fodboldkvinder banker Polen og er nær EMDanske fodboldkvinder banker Polen og er nær EM

4611 tilskuere var på plads i Viborg, da Danmarks kvindelandshold gav Polen en fodboldlektion af de store.

storybild

De danske fodboldkvinder jubler efter Sanne Troelsgaards 3-0-scoring tirsdag aften. Troelsgaard lavede hattrick. (Billede: Scanpix/Henning Bagger)

Det danske kvindelandshold i fodbold kan godt begynde at glæde sig til sommeren 2017, for når der afvikles EM i Holland, er Danmark med stor sandsynlighed en af deltagerne.

Tirsdag aften udraderede danskerne nemlig Polen med 6-0 og er dermed sikre på at slutte på minimum andenpladsen i sin kvalifikationsgruppe.

Det er næsten nok til en EM-billet, da seks bedste toere på tværs af de otte kvalifikationsgrupper bliver belønnet med en EM-billet. I det regnskab ligger Danmark godt til inden holdets sidste to kampe, hvor modstanderne er Moldova og Sverige.

Skulle Danmark blive en af de to dårligste toere på tværs af kvalifikationsgrupperne, får holdet muligheden for at kvalificere sig over to playoffkampe.

Bliver tabellen mellem de bedste toere afgjort på målforskel, ser det godt ud med danske briller. Efter tirsdagens overbevisende sejr er Danmarks målscore efter seks kampe 15-1.

Det var Kolding-angriberen Sanne Troelsgaard, som åbnede målscoringen på et velbesøgt Viborg Stadion, da hun efter 18 minutter stak af sted i dybden og sparkede bolden i mål via stolpen.

Inden pausen blev Sanne Troelsgaard dobbelt målscorer, og det samme gjorde anfører Pernille Harder.

Alle kombinationer fungerede for de rød-hvide kvinder, der i den modsatte ende ikke lod polakkerne komme til nævneværdige chancer før anden halvlegs døende minutter.

Syv minutter efter pausen gjorde Johanna Rasmussen det til 5-0 blot minuttet efter, at hun havde overtaget anførerbindet fra en udskiftet Pernille Harder.

Sanne Troelsgaard jagtede et hattrick, og da ikke holdkammeraterne kunne sætte hende i scene, tog hun sagen i egen hånd. Angriberen driblede adskillige polakker, før hun sparkede bolden i mål til 6-0.

Landstræner Nils Nielsen kan nu gå på sommerferie med en god fornemmelse. Han står næste gang i spidsen for landsholdskvinderne 15. september, når turen går til Moldova.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress