Af Ritzau - 20/08-16 19:59

Indskifter sender Roma mod storsejr i Serie A-premiereIndskifter sender Roma mod storsejr i Serie A-premiere

Diego Perotti kom ind og scorede på to straffespark i kampen, hvor Roma vandt 4-0 over Udinese.

storybild

Diego Perotti (th.) scorede to gange for Roma mod Udinese. (Billede: Scanpix/Filippo Monteforte)

Der skulle et straffespark til, før sæsonens første mål i den italienske Serie A i fodbold lørdag blev sat ind.

AS Romas indskiftede Diego Perotti fik æren af at score målet efter 65 minutter, knapt ti minutter efter at han havde afløst Stephan El Shaarawy i hjemmekampen mod Udinese, som Roma endte med at vinde hele 4-0.

Optakten til 1-0-målet var et halvklodset straffespark, som Udineses Danilo begik på Roma-angriberen Edin Dzeko.

Et kvarter før tid blev hjemmeholdet igen tildelt et straffespark, og igen scorede Diego Perotti sikkert.

Gæsterne havde ellers gjort det udmærket i kampen mod Roma, der i sidste sæson sluttede som nummer tre i Serie A.

Roma solgte tidligere i sommer profilen Miralem Pjanic til de regerende mestre, Juventus, mens Udinese har sagt farvel til den rutinerede målræv Antonio Di Natale.

Mod slutningen af kampen gik det helt galt for Udinese.

Først spillede Radja Nainggolan klubkammeraten Edin Dzeko fri til en nem scoring, og til sidst scorede Mohamed Salah på en ripost, efter at hans egen afslutning var blevet blokeret.

Senere lørdag aften tager Juventus imod Fiorentina.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress