Af Ritzau - 02/09-16 09:39; Opdateret: 02/09-16 11:16

Rasmus Falk er ude af Armenien-kamp med hovedproblemerRasmus Falk er ude af Armenien-kamp med hovedproblemer

Falk fik hjernerystelse i FCK-kampen mod Apoel i sidste uge, og torsdag fik han hovedpine i landsholdslejren.

storybild

Rasmus Falk kommer ikke med mod Armenien. (Billede: Scanpix/Liselotte Sabroe)

Rasmus Falk kommer ikke i betragtning til fodboldlandsholdets VM-kvalifikationskamp på søndag mod Armenien i København.

Det meddeler Dansk Boldspil-Union (DBU) på Twitter.

- Rasmus Falk døjer med symptomer efter et smæld i hovedet og forlader landsholdstruppen. Der udtages ingen erstatning, lyder det i meddelelsen.

FC København-spilleren fik en hjernerystelse onsdag i sidste uge, da klubben kom videre til Champions League-gruppespillet med et 1-1-resultat ude mod cypriotiske Apoel FC.

Fire dage senere spillede han anden halvleg, da FC København spillede 1-1 ude mod Brøndby i Alka Superligaen.

Det er skaden fra Cypern, som har givet Falk hovedpine, siger landstræner Åge Hareide.

- Det er på grund af det slag, han fik på Cypern i Champions League. Han var okay efter det, men i går (torsdag, red.) mærkede han en hovedpine, og det vil vi ikke tage chancer med.

- Vi snakkede med FC Københavns læge, og så blev vi enige om at sende ham hjem for at hvile hovedet, siger Åge Hareide.

Nordmanden gav ikke Rasmus Falk spilletid, da Danmark onsdag vandt 5-0 over Liechtenstein i Horsens. Falk har alligevel vist sig godt frem, siger Hareide.

- Han har været rigtig god til træning. Jeg kan godt lide ham. Han er en spiller, som har stor kreativitet, og som er god på små områder. Det behøver vi også. Det bliver interessant at følge ham videre, siger Åge Hareide.

Kampen mod Armenien er Danmarks første i kvalifikationen frem mod VM i Rusland om to år.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress