Af Ritzau - 07/11-16 03:56

Mourinho kritiserer sine spillere trods sejr mod SwanseaMourinho kritiserer sine spillere trods sejr mod Swansea

At præstere på topniveau kræver blandt andet villighed til at spille trods smerter, mener portugiseren.

storybild

José Mourinho glæder sig over søndagens sejr over Swansea, men lufter også sin utilfredshed med spillere på holdet. (Billede: Reuters/John Sibley)

Manchester Uniteds manager, José Mourinho, nøjedes ikke med at glæde sig over holdets sejr efter søndagens Premier League-kamp mod Swansea.

Her benyttede portugiseren lejligheden til at lange ud efter flere af sine spillere, som han mener har en forkert attitude til at spille i den røde trøje.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Mourinho kunne ellers glæde sig over, at både Zlatan Ibrahimovic og Paul Pogba kom på tavlen for Manchester United i 3-1-sejren.

Det var dog ikke det, Mourinho fokuserede på efter kampen. I stedet efterlyste han en større vilje til at spille på trods af skader for holdet.

- Vi har spillere med problemer, men vi har også spillere på banen med problemer, siger Mourinho.

Han mener, at kulturen blandt spillerne i klubben adskiller sig fra topidrætsfolk i andre sportsgrene.

- Jeg har en ven, der er en stor tennisspiller, og han siger, at han husker flere kampe, hvor han har spillet med en skade, end kampe hvor han ikke følte nogen smerte, siger portugiseren.

- For at være på toppen må man arbejde til grænsen, siger Mourinho uden at afsløre, hvem kritikken er rettet imod.

Adspurgt om hvorvidt spillerne skal ændre noget for at spille for portugiseren, lyder svaret:

- Præcis, men ikke for at spille for mig, men for at spille for holdet.

Selv om Mourinho tilsyneladende er utilfreds med flere spillere på holdet, så var han generelt tilfreds med indsatsen mod Swansea.

José Mourinho forsvarer særligt Zlatan Ibrahimovic, der har været kritiseret for at score for få mål.

- En angriber, der ikke scorer mål, men gør alt andet rigtigt, er en meget vigtig spiller for holdet. Da Zlatan ikke scorede mål, gjorde han alt andet rigtigt, siger Mourinho.

- Han gjorde så mange ting, at jeg ikke var bekymret. I dag havde vi brug for mål, og dem fik vi, siger Mourinho efter kampen.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress