Af Ritzau - 05/11-16 07:30

Formramt Djokovic vender fokus væk fra ranglistenFormramt Djokovic vender fokus væk fra ranglisten

Novak Djokovic har ligget nummer et i over to år. Nu kæmper han med at finde killer instinktet igen.

storybild

Novak Djokovic kan miste sin førsteplads på verdensranglisten lørdag. (Billede: Reuters/Gonzalo Fuentes)

Novak Djokovic risikerer lørdag at blive stødt fra verdenstronen i tennis.

Siden juli 2014 har serberen toppet verdensranglisten, men førstepladsen mister han, hvis Andy Murray vinder sin semifinale i Masters-1000-turneringen i Paris.

Det bekymrer dog ikke Djokovic, som hellere holder fokus på at finde tilbage til den gnist, som bragte ham til sportens top med store triumfer på stribe.

- Jeg skal først og fremmest finde tilbage til den sindstilstand, hvor jeg er i stand til at præstere, så godt jeg ønsker, i kamp efter kamp.

- Jeg har ikke formået at finde ind til den tilstand i de seneste måneder, siger Novak Djokovic ifølge nyhedsbureauet AFP, efter han fredag tabte sin kvartfinale i Paris.

Med nederlaget åbnede han døren på vid gab for Andy Murray.

- En masse følelser har kørt rundt i min krop og sjæl i de seneste to år med alle de ting, jeg har været så velsignet at opnå, forklarer Djokovic.

Med sin sejr i French Open i år opnåede han at have vundet alle fire grandslams i karrieren.

I 2015 sluttede han af med at vinde den fjerde Tour-finale på stribe.

- Men det krævede meget af mig, og det har sat tingene i perspektiv og selvfølgelig rejst spørgsmål i forhold til i hvilken retning, jeg ønsker at gå.

- Så jeg er i processen i øjeblikket, og det vil selvfølgelig tage noget tid at få redefineret alle de ting.

- Men jeg er her stadig, og jeg føler, at jeg er på rette vej. Jeg er i en bedre sindstilstand nu, end jeg var for noget tid siden. Det er alt, jeg tænker på, siger Novak Djokovic.

Han tabte sin kvartfinale i Paris i to sæt til kroaten Marin Cilic.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress