Af Ritzau - 18/07-16 08:43

Badmintonstjerne renses for dopinganklager før OLBadmintonstjerne renses for dopinganklager før OL

Den tidligere verdensmester Ratchanok Intanon er klar til at kæmpe om medaljer ved OL efter dopinganklager.

storybild

Ratchanok Intanon var testet positiv for et delvist ulovligt stof. Det var dog ikke brugt i præstationsfremmende øjemed, har Det Internationale Badmintonforbund (BWF) vurderet. Den glædelige besked fik hende til at bryde ud i tårer. (Billede: Reuters/Athit Perawongmetha)

Det thailandske medaljehåb Ratchanok Intanon kommer alligevel til at deltage i kvindernes badmintonturnering ved OL i Rio de Janeiro i august.

Hun var testet positiv for at have brugt medikamentet triamcinolonacetonid, der i visse tilfælde kan være ulovligt.

Men da det blev brugt direkte til at behandle en muskel med, har Det Internationale Badmintonforbund (BWF) vurderet, at det ikke var brugt med henblik på snyd.

- Vores panel har konkluderet, at medikamentet har været brugt i medicinsk behandling, og der er ikke sket nogen overtrædelse af reglerne, lyder det i en erklæring fra BWF.

21-årige Intanon, der er nummer fire på verdensranglisten og en af sportens største talenter, modtog beskeden mandag og brød ud i tårer.

- Jeg var sikker på, at jeg var uskyldig, og jeg er glad for, at der er sket retfærdighed. Nu vil jeg træne, så jeg kan bringe en medalje hjem til Thailand. OL er min store drøm, siger badmintonstjernen ifølge nyhedsbureauet AFP.

Tidligere i år lå hun kortvarigt nummer et på verdensranglisten, og i 2013 blev hun tidernes yngste verdensmester i damesingle.

Ved OL kan Intanon få dansk modstand, da Line Kjærsfeldt er blandt de øvrige deltagere i damesingle.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress