Af Ritzau - 19/08-16 03:22; Opdateret: 19/08-16 06:43

Sara Slott vinder historisk medalje i atletikSara Slott vinder historisk medalje i atletik

Sara Slott Petersen blev nummer to i kvindernes 400 meter hækkeløb ved OL og tog en sjælden medalje i atletik.

storybild

Sara Slott Petersen så ud til at være mindst lige så glad for sin sølvmedalje, som vinderen Dalilah Muhammad var for at have vundet guld. (Billede: Reuters/Phil Noble)

Den danske hækkeløber Sara Slott Petersen toppede præcis på rette tidspunkt, da hun i kvindernes finale i 400 meter hæk satte ny personlig rekord og løb sig ind på andenpladsen til OL-sølv i Rio.

I tiden 53,55 sekunder - næsten et halvt sekund hurtigere end hun nogensinde har løbet - blev den danske europamester nummer to efter den urørlige amerikaner Dalilah Muhammad.

Og sølvmedaljen betyder ufatteligt meget for den danske atletikstjerne.

- Det er det håndgribelige bevis på det lange stykke arbejde, vi har lavet. Og jamen altså: Guld, sølv eller bronze. Jeg føler sgu, at jeg har fået guld. Det er bare så fedt. Og så i atletik.

- De andre høster jo medaljer i de andre sportsgrene, så der var lidt pres på, at vi også lige skulle vise, at vi kunne, siger Sara Slott.

Danmark har nu hentet samlet 13 medaljer ved legene i Rio, og de andre er kommet i sportsgrenene sejlsport, kajak, roning, svømning, badminton, cykling og brydning.

- At få lov til at gøre det i atletik ved OL og sætte nordisk rekord, det er sgu bare drømmen, der går i opfyldelse at præstere på den største scene, når det virkelig gælder, lyder det fra Sara Slott.

Det er den første OL-medalje til en individuel kvindelig dansk atletikudøver nogensinde, og det er altså Danmarks 13. medalje ved disse olympiske lege.

Dermed har Danmark i Rio vundet næstflest medaljer nogensinde ved et OL, idet man nu er oppe på samme total som ved OL i Antwerpen i 1920.

Sara Slott deltog også ved OL i London for fire år siden, hvor hun blot blev nummer 19 i tiden 56,21 sekunder.

Siden har hun dog forbedret sig markant på trods af, at hun også har født en søn i mellemtiden.

Og ved EM i juli lykkedes det hende at vinde sin første medalje ved et større mesterskab, da hun vandt guld med en tid på 55,12 sekunder.

Ved VM i Beijing sidste år blev hun nummer fire med tiden 54,20 sekunder.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress