Af Ritzau - 17/11-16 16:55; Opdateret: 17/11-16 22:56

Milos Raonic følger med Djokovic til semifinalerneMilos Raonic følger med Djokovic til semifinalerne

Canadieren besejrede Dominic Thiem og er som Novak Djokovic klar til semifinalerne ved ATP World Tour Finals.

storybild

Novak Djokovic viste ingen nåde mod reserven David Goffin. (Billede: Scanpix/Glyn Kirk)

Milos Raonic følger med suveræne Novak Djokovic videre til semifinalerne ved ATP World Tour Finals i tennis.

Canadieren sikrede sig billetten med en sejr i skæbnemødet mod Dominic Thiem. Sejrscifrene lød 7-6, 6-3.

På forhånd stod det fast, at vinderen af opgøret ville komme med Djokovic videre fra Ivan Lendl-gruppen.

Koncentrationen lyste da også ud af både Raonic og Thiem, da de krydsede ketsjere i London.

Første sæt blev en opvisning i at holde eget serveparti, og først i tiebreaken fandt de to spillere åbninger. I alt fem minibreaks blev det til, før Raonic snuppede tiebreaken med 7-5.

Canadiske Milos Raonic er rangeret som nummer fire i verden, mens Dominic Thiem fra Østrig er nummer ni.

Allerede i sit første serveparti i andet sæt måtte den 23-årige østriger se sig brudt.

Det var dårlige nyheder, for med i alt 824 serveesser i de foregående 65 kampe i år rangerer Milos Raonic som den fjerdebedste server af alle i feltet - og som den klart bedste af spillerne på verdensranglistens top-ti.

Dominic Thiem fik da heller ikke en eneste breakbold i resten af sættet, og da Raonic brød for anden gang, til 6-3, var ballet forbi.

Stjernen Novak Djokovic brugte tidligere torsdag blot en time og 11 minutter på at tage sin tredje sejr på stribe.

På den anden side af nettet i serberens sidste kamp i gruppespillet stod reserven David Goffin. Han havde afløst en skadet Gaël Monfils og fik ikke en fod til jorden.

6-1, 6-2 vandt Novak Djokovic, som i forvejen havde sikret sig adgang til semifinalen.

Serberen, som for nylig mistede førstepladsen på verdensranglisten til Andy Murray, har vundet den store sæsonfinale de seneste fire år i træk.

Ifølge ATP kan han generobre ranglistens førsteplads, hvis han vinder finalen ved ATP World Tour Finals igen i år.

I den anden gruppe - John McEnroe-gruppen - er både Andy Murray, Kei Nishikori og Stan Wawrinka stadig i spil til en semifinalebillet.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress