Af Ritzau - 01/10-16 08:32; Opdateret: 01/10-16 12:03

Sidste danske badmintonhåb ryger ud af Korea OpenSidste danske badmintonhåb ryger ud af Korea Open

Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen kunne i Sydkorea ikke følge op på sidste uges sejr fra Japan Open.

storybild

OL-sølvvinderne blev slået ud i semifinalen i Korea Open. (Billede: Scanpix/Kazuhiro Nogi)

Søndagens finaler i badmintonturneringen Korea Open bliver uden danskere.

I lørdagens semifinale i damedouble røg turneringens sidste danske håb ud, da Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl tabte til kineserne Luo Ying og Luo Yu, verdensranglistens nummer seks.

Kineserne vandt 21-15, 17-21, 21-12 over den danske double, der er nummer fire i verden.

- Det var ærgerligt, men vi må også erkende, at vi pressede alt, hvad vi kunne, ud af vores kroppe. Så vi kan se os selv i spejlet og sige, vi gav alt, hvad vi havde, siger Christinna Pedersen til DR.

Kampen begyndte som en ensidig affære i kinesisk favør, men siden kæmpede de danske OL-sølvvindere sig tilbage og sørgede for spænding til midtvejs i tredje sæt.

Hurtigt opnåede kineserne en føring på 11-5 i første sæt, og Pedersen og Rytter Juhl virkede rådvilde. Danskernes spil blev gradvist bedre, men kineserne blev ved med at have overhånden i første sæt.

I andet sæt lignede kampbilledet det samme, indtil de danske OL-sølvvindere gik fra at være bagud 5-10 til at komme tilbage på 10-10.

Ved 13-12 var danskerne foran, og siden blev sætsejren kørt sikkert i hus mod kineserne, som var begyndt at spille mere passivt.

Begyndelsen af tredje sæt var også jævnbyrdigt, men midtvejs knækkede kampen.

Denne gang opnåede kineserne et forspring på ni point, og kræfterne var ikke til endnu et dansk comeback.

I sidste uge vandt Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl Superseries-turneringen Japan Open. Den næste store turnering for badmintonspillerne er Danish Open i Odense i midten af oktober.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress