Af Ritzau - 07/08-16 18:17; Opdateret: 07/08-16 18:41

Mie Ø. Nielsen svømmer sig videre i tilbagelænet stilMie Ø. Nielsen svømmer sig videre i tilbagelænet stil

Den danske svømmer er klar til OL-semifinalen i 100 meter ryg og ruttede ikke med kræfterne i indledende heat.

storybild

Mie Ø. Nielsen kom langsomt fra start, men det var helt efter planen. (Billede: Scanpix/© Uffe Weng)

Den danske svømmer Mie Ø. Nielsen er klar til semifinalen i 100 meter ryg i OL i Rio.

I søndagens indledende heat svømmede danskeren i tiden 59,13 sekunder, og det rakte til en andenplads og den fjerdebedste tid i alt.

19-årige Mie Ø. Nielsen var ellers bemærkelsesværdigt langsom på de første 50 meter og var efter halvdelen af løbet kun nummer fire i sit heat.

Men det var helt efter planen at tage den med ro, fortæller hun.

- Jeg svømmede ikke for fuld kraft fra starten, så det var derfor, jeg var lidt bagefter. Planen i dag var, at jeg ikke skulle bruge nogen kræfter på de første 50 meter og så "bygge op" på de sidste 50, siger Mie Ø. Nielsen.

- Jeg har helt klart mere at skyde med, så det ser fint ud. Det er et ret stærkt felt, men jeg glæder mig bare til at komme i gang for alvor, lyder det fra Aalborg-svømmeren.

Mie Ø. Nielsen vandt guld ved EM tidligere i år på samme distance, fik bronze ved VM sidste år og ligger aktuelt nummer to på verdensranglisten.

Hun regnes som et af Danmarks varmeste medaljehåb ved OL, og man kan roligt regne med, at hun kan forbedre sig markant i semifinalen, der svømmes natten til mandag dansk tid.

Amerikaneren Kathleen Baker var hurtigst i de indledende heat i tiden 58,84 sekunder, mens australieren Emily Seebohm havde næstbedste tid.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress