Af Ritzau - 17/07-16 15:56; Opdateret: 17/07-16 16:47

Amerikansk forsøg på russisk OL-udelukkelse forargerAmerikansk forsøg på russisk OL-udelukkelse forarger

Europas olympiske præsident er chokeret over amerikansk forsøg på at udelukke Rusland fra OL inden afsløring.

storybild

Richard McLaren (til venstre) har ledet en undersøgelse af muligt russisk dopingsvindel ved Vinter-OL i 2014. Resultatet skulle offentliggøres mandag 18. juli, men meget tyder på, at noget er sluppet ud inden, og det forarger mange steder i idrættens verden. (Billede: Reuters/Michael Dalder)

I den kommende uge - efter planen mandag 18. juli - afsløres resultatet af en stor undersøgelse, der har haft til formål at klarlægge, om russiske sportsfolk var dopet i stor stil ved Vinter-OL i Sotji i 2014.

Det Internationale Antidopingagentur, Wada, har undersøgt påstande om, at russerne manipulerede med dopingprøver under legene på hjemlig grund for at beskytte russiske atleter. Undersøgelsen ledes af den canadiske advokat Richard McLaren.

Men inden det er afsløret, hvad McLaren og hans hjælpere er kommet frem til, forsøger amerikanske og canadiske antidopinginteressenter at få resten af verdens opbakning til en total udelukkelse af Rusland og russiske atleter ved legene i august i Rio.

Det træk forarger præsidenten for Europas Olympiske Komité, Pat Hickey.

- Min bekymring går på, at der lader til at have været et forsøg på at blive enige om et udfald, før nogen form for bevis er blevet præsenteret.

- En sådan indblanding før offentliggørelsen af McLaren-undersøgelsen er totalt imod international anerkendt fair juridisk proces og har totalt undermineret integriteten og derfor troværdigheden af denne vigtige undersøgelse, siger Pat Hickey.

Han understreger, at resultatet af undersøgelsen burde være holdt hemmelig indtil offentliggørelsen.

Men samtidig fortæller han, at USA og Canadas antidopingenheder har bedt om andre landes opbakning på baggrund af det, der - ifølge USA og Canadas informationer - er at finde i undersøgelsens konklusioner.

Flere andre taler samme sprog som Pat Hickey.

Olympiske spidser fra Kroatien og Grækenland er også forundret og forarget over, at noget tilsyneladende er sluppet ud før tid fra den i spænding ventede undersøgelse.

Og Wada-bestyrelsesmedlemmet Nenad Lalovic fra Serbien mener, at undersøgelsen har taget stor skade af den meget virak forud for mandagens offentliggørelse.

- Desværre bliver denne undersøgelse skadet af alt det, der sker, inden den er offentliggjort. Ingen vil tage den så seriøst, som det burde ske, fordi det lader til, at meget var kendt i forvejen, siger Lalovic.

Søndag valgte også Det Internationale Svømmeforbund, Fina, at udsende en pressemeddelelse, hvori der udtrykkes stor bekymring over udmeldingerne fra antidopingenhederne i USA og Canada, inden undersøgelsens resultat er offentliggjort.

IOC-præsident Thomas Bach har tidligere nævnt, at han ikke forventer, at rapporten får konsekvenser for det kommende OL i Rio. Men hvis rapporten peger på, at Rusland benytter sig af statsstøttet snyd, kan IOC blive tvunget til at reagere.

Undersøgelsen blev sat i gang, efter at Grigory Rodchenkov, den tidligere chef for Ruslands antidoping-laboratorium, fortalte, at russere blev dopet, og at det hele skete i tæt samarbejde med Ruslands sportsministerium og landets efterretningstjeneste.

Det har russerne afvist.

OL i Rio begynder 5. august.

/ritzau/AFP

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress