Af Ritzau - 03/06-16 15:49; Opdateret: 03/06-16 16:17

Speedwaylegenden Hans Nielsen er ny landstrænerSpeedwaylegenden Hans Nielsen er ny landstræner

Hans Nielsen overtager posten som landstræner for de danske speedwaykørere efter Anders Secher.

storybild

Speedwaylegenden Hans Nielsen er ny landstræner i speedway. Han har fire individuelle VM-titler bag sig. Han overtager jobbet fra Anders Secher. (Billede: Scanpix/Bitsch Pedersen)

Den tidligere speedwaystjerne Hans Nielsen er ny landstræner for de danske speedwaykørere.

Det har Danmarks Motor Union (DMU) offentliggjort på et pressemøde fredag i forbindelse med DM, der køres i Holsted.

Hans Nielsen tiltræder med det samme og erstatter den tidligere landstræner Anders Secher.

Den nye landstræner har selv præsteret på topniveau i speedway og har vundet fire individuelle VM-titler.

Han glæder sig nu til jobbet som ny landstræner, hvor hans første store opgave bliver VM for hold i juli.

- Det bliver rigtigt spændende at komme i gang.

- Og jeg håber, at mine 23 år som professionel speedwaykører på topplan kan være med til at sikre, at dansk speedway også i fremtiden kan blande sig blandt de bedste - både for hold og individuelt, siger Hans Nielsen på DMU's hjemmeside.

Den tidligere landstræner Anders Secher sagde sit job som landstræner op i forbindelse med en konflikt tidligere på året, der handlede om tildelingen af et wildcard til Michael Jepsen Jensen i forbindelse med en grandprixkvalifikation.

Efter konflikten skiftede Secher mening, og han meddelte motorunionen, at han alligevel gerne ville fortsætte i sit job. Unionen har dog alligevel valgt at skifte ham ud med Hans Nielsen.

Jørgen Bitsch, der er formand i DMU, ser Hans Nielsen som en mulighed for at sætte et stærkt trænerteam sammen med ungdomstræner Erik Gundersen og Henrik Møller.

- Det har været en meget spændende proces, hvor der uventet opstod nye muligheder for DMU i forbindelse med wild card-sagen, siger Jørgen Bitsch på hjemmesiden.

Han lægger desuden vægt på, at Hans Nielsens stærke køretekniske evner kan sikre en fortsat udvikling af dansk speedway.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress