Af Ritzau - 20/08-16 18:26; Opdateret: 20/08-16 18:48

Golftalent: Skidt putning koster mig mulig OL-medaljeGolftalent: Skidt putning koster mig mulig OL-medalje

21-årige Nanna Koerstz Madsen havde mere i sig i Rio, hvor hendes korte spil aldrig kom til at fungere.

storybild

Nanna Koerstz Madsen er ikke tilfreds med sit korte spil i Rio. Havde det været på vanligt niveau, så havde hun måske kæmpet med om medaljerne. I stedet sluttede hun på en delt 13.-plads. (Billede: Scanpix/Jim Watson)

Golftalentet Nanna Koerstz Madsen var aldrig for alvor oppe at snuse til medaljerne ved OL i Rio.

Den 21-årige dansker sluttede OL på en delt 13.-plads med en samlet score i fem slag under par for de fire turneringsdage.

Hun tror selv, at hun havde mere i sig, hvis bare hun havde puttet bedre.

- Målsætningen var ikke at få en medalje, men det var selvfølgelig et drømmemål, og jeg er glad for, at jeg ligger blandt de bedste i verden, siger Nanna Koerstz Madsen efter fjerde og sidste runde, som hun klarede i 69 slag - to under par.

- Jeg er positiv over turneringen og mit lange spil, men mit korte spil fungerede ikke.

- Havde det været på vanligt niveau, så havde jeg nok kæmpet med om de lidt sjovere pladser, vurderer hun.

Spørgsmål: Så havde du kæmpet med om medaljerne?

- Det vil jeg sige.

- Jeg har haft en dårlig uge med det korte spil. Det har bare ikke været optimalt. Putning handler meget om selvtillid, og kommer man ind i en dårlig stime, så tror man måske ikke helt på det.

- Jeg var ikke villig til at ændre i mine tekniske ting, og så blev jeg ved med at putte dårligt anden og tredje dag. Her på fjerdedagen prøvede jeg lidt mere, men jeg fik ikke det ud af det, jeg gerne ville, siger hun.

Nanna Koerstz Madsen har alt i alt haft en fremragende oplevelse i Rio, hvor golfsporten var tilbage på det olympiske program efter 112 års fravær.

På golfbanen har hun vist over for sig selv, at hun kan hamle op med spillerne på den nordamerikanske Ladies PGA-Tour, som hun håber på at blive en del af i 2017.

Landsmanden Nicole Broch Larsen sluttede OL på en 36.-plads med en samlet score på tre slag over par.

Turneringen blev suverænt vundet af sydkoreaneren Inbee Park, der var 16 slag under par. Newzealandske Lydia Ko tog sølv, mens bronzen gik til kineseren Feng Shanshan.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress