Af Ritzau - 02/05-16 22:59; Opdateret: 02/05-16 23:20

Leicester-mesterskab er en realitet efter Chelsea-hjælpLeicester-mesterskab er en realitet efter Chelsea-hjælp

Kasper Schmeichel og Leicester er engelsk mester, efter Tottenham smed en føring på 2-0 mod Chelsea mandag.

storybild

Leicesters fans kan juble over mesterskabet for første gang i klubbens historie. (Billede: Reuters/Eddie Keogh)

En af de største sensationer i international fodbolds historie blev en realitet mandag aften.

Leicester og den danske landsholdsmålmand Kasper Schmeichel kan kalde sig engelske mestre for første gang i klubbens historie.

Mesterskabet blev en kendsgerning, uden at Leicester selv var i aktion. Det var til gengæld den nærmeste konkurrent i Premier League-toppen, Tottenham, der mandag måtte nøjes med 2-2 ude mod Chelsea i London-derbyet.

Tottenham med Christian Eriksen skulle bruge en sejr for at holde liv i mesterskabsdrømmen, og det så ud til at lykkes med pauseføringen på 2-0, hvor Eriksen havde en fod med i begge mål.

Men Chelsea kom stærkt tilbage i anden halvleg og udlignede til 2-2 ved Eden Hazard efter 83 minutter. Dermed har Tottenham stadig ikke slået Chelsea siden 1990.

Resultatet betyder, at Leicester fører ligaen med syv point ned til Tottenham på andenpladsen, og det kan ikke hentes med to spillerunder tilbage.

Kampen var lige så intens, som man kunne forvente sig af London-derbyet, og der blev uddelt hele 12 gule kort.

Chelsea lagde mest aggressivt fra land, men holdets angrebslyst dæmpede sig dog hurtigt. Dog kom hjemmeholdet alligevel frem kampens første store chance efter 26 minutter, da Cesc Fabregas sparkede lige forbi efter et gennemspillet angreb.

Gennemspillet var det i den grad også, da Tottenham bragte sig foran efter 36 minutter på sin første regulære chance.

Christian Eriksen afleverede til Erik Lamela, der fandt Harry Kane med en dybdebold. Topscoreren afdriblede Chelsea-keeper Asmir Begovic og scorede i det tomme net til 1-0.

Scoringen gav Tottenham et overtag, og to minutter inden pausen blev det 2-0.

Harry Kane erobrede bolden og gav den videre til Christian Eriksen, der med en præcis aflevering fandt Son Heung-min. Sidstnævnte udplacerede Begovic i sikker stil.

Chelsea lignede ikke et hold med kvalitet til at vende kampen, men det ændrede et hjørnespark 13 minutter efter pausen på.

Foran mål dumpede bolden ned foran forsvareren Gary Cahill, der hamrede 1-2-reduceringen i mål.

I fortsættelsen var Chelsea klart ovenpå, og fem minutter senere havde Willian en stor mulighed for at udligne efter Eden Hazards forarbejde. Men keeper Hugo Lloris reddede forsøget.

Tottenham-mandskabet virkede nervøst, og Chelsea pressede mere og mere på for udligning.

Den indtraf efter 83 minutter på et pragtmål. Diego Costa fandt på kanten af feltet Eden Hazard, der krøllede bolden ind i målhjørnet.

Det kunne Tottenham ikke svare tilbage på. Trods seks minutters tillægstid skabte Tottenham ikke chancen, der kunne give sejrsmålet.

Drømmen om mesterskabet forsvandt, og i stedet kan Leicester gå amok i glædesrus over klubbens første mesterskab.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress