Af Ritzau - 29/04-15 22:07

James-drøn sikrer uoplagt Real Madrid-hold pligtsejrJames-drøn sikrer uoplagt Real Madrid-hold pligtsejr

Real Madrid holder liv i mesterskabsdrømmene med pligtsejr hjemme over Almeria.

Intet andet end en sejr ville være acceptabelt for Real Madrid i kampen mod Almeria onsdag aften, hvis klubben ønskede at holde snor i FC Barcelona i den spanske liga.

Og trods en vaklende og træg start på kampen samt mange skader i truppen, så snuppede Cristiano Ronaldo og co. de tre point med en sejr på 3-0, men det var på ingen måde en prangende indsats af de forsvarende Champions League-mestre.

Som forventet havde madrilenerne bolden mest, men upåagtede Almeria var ikke kommet til Bernabeu for at agere statister. I løbet af de første 45 minutter leverede holdet flere pæne opspil, men det blev aldrig til den helt store chance.

Omvendt vadede Real Madrid heller ikke i chancer, og man skulle helt hen til ét minut før pausen, førend storfavoritterne kom i front.

Meget symptomatisk var det ikke på et flot gennemspillet angreb, men derimod et drømmehug fra James Rodriguez, der bankede en halvflugter ind i hjørnet på en nedfaldsbold uden for feltet.

Real Madrid kom bedre ud efter pausen, og der skulle kun gå fire minutter, førend kampen reelt blev afgjort, da Mauro Dos Santos lavede selvmål hårdt presset af Cristiano Ronaldo tæt under mål.

Herefter gik Real Madrids spil i stå, og Almeria var i flere omgange tæt på at sætte Real Madrid-keeper Keylor Navas på prøve.

Seks minutter før tid gjorde forsvarsspilleren Alvaro Arbeloa det til 3-0 med sit første sæsonmål, og så var kampen endegyldigt lukket.
Sejren sender atter Real Madrid helt op i hælene på Barcelona, der fører Primera Division med to point ned til holdet fra hovedstaden.

Almeria er placeret lige over nedrykningsstregen.

Michael Krohn-Dehli blev skiftet ud i løbet af anden halvleg af Celta Vigos hjemmekamp mod Malaga, som Celta vandt 1-0 på en sen scoring af Nolito.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress