Af Ritzau - 03/10-16 13:41

Kvindehold anmelder PL-klub for manglende ligestillingKvindehold anmelder PL-klub for manglende ligestilling

West Hams kvindehold føler sig dårligt behandlet af klubledelsen. Det har affødt en anmeldelse til FA.

storybild

Michail Antonio (tv.) og de øvrige West Ham-spillere har det tilsyneladende en del bedre i klubben, end deres kvindelige kolleger har det. (Billede: Scanpix/Glyn Kirk)

Der er intriger i Premier League-klubben West Ham, men det er ikke højtbetalte stjerner, som er trætte af at sidde på bænken, eller en træner, der har tabt omklædningsrummet.

Nej, problemet handler såmænd om ligestilling.

For West Ham har også et kvindehold, der frister en tilværelse i landets tredjebedste række, og formanden for kvindeafdelingen er langt fra tilfreds med forholdene for kvinderne.

Faktisk er han så utilfreds, at han nu har indgivet en officiel klage til Det Engelske Fodboldforbund (FA) over, at klubben ifølge ham bryder reglerne for ligestilling.

- West Ham er nødt til at få bøder, indtil klubben opfører sig som om, den eksisterer i det 21. århundrede, siger Stephen Hunt, formand for West Hams kvindeafdeling, til BBC.

Han hævder, at klubben har blokeret for, at kvinderne selv har kunnet finde sponsorer, og at økonomien er så stram, at man af egen lomme har måttet købe spilletøj.

En lovet check til at dække udlægget er aldrig kommet, og så bliver kvinderne ifølge Hunt nægtet at bruge klubbens træningsfaciliteter, så man må træne på et areal ved en stor vej.

- Jeg mener, at West Ham på alle niveauer har overtrådt de gældende retningslinjer fra FA omkring at arbejde for ligestilling og græsrodsfodbold, lyder det fra Hunt.

Klubledelsen i West Ham har imidlertid en anden udlægning af sagen.

Ifølge ledelsen har man for nylig outsourcet styringen af kvindeafdelingen til en tredjepart, Stephen Hunt, men det samarbejde har slet ikke fungeret, skriver klubben i en meddelelse.

- Hr. Hunt har nægtet at arbejde efter West Hams principper gennem sin tid som formand og har ved flere lejligheder truet klubben, skriver West Ham-ledelsen.

Her slår man også fast, at man agter at droppe samarbejdet med tredjeparten, og at man vil give kvinderne de bedst mulige forhold.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress