Af Ritzau - 06/10-16 15:48; Opdateret: 06/10-16 16:04

OL-skytte vinder sølv i World Cup-finalenOL-skytte vinder sølv i World Cup-finalen

Torben Grimmel hentede oprejsning efter et skuffende OL med topplacering i World Cup-finalen.

storybild

Torben Grimmel rejste til OL i Rio som dansk medaljehåb, men skuffede stort. Torsdag understregede han sin styrke med sølv i World Cup-finalen i Italien. Arkivfoto. (Billede: Reuters/Edgard Garrido)

Den danske skytte Torben Grimmel vandt torsdag sølv i riffeldisciplinen 50 meter liggende ved World Cup-finalen i Bologna.

Dermed fik den danske OL-deltager revanche for en skuffende indsats i Rio, hvor han som medaljehåb sluttede helt nede som nummer 23 ud af 47 deltagere i kvalifikationen og ikke klarede sig til finalen.

Anderledes godt er det gået i årets World Cup.

Med sejre i Bangkok, München og Baku havde Torben Grimmel inden World Cup-finalen taget tre guldmedaljer ud af fire mulige.

I selve finalen lå han længe til guld, men blev først overhalet på næstsidste skud.

- Jeg er selvfølgelig rigtig glad for resultatet, men samtidig også en smule ærgerlig over, at sejren smuldrede mellem fingrene på mig til sidst.

- Især fordi jeg havde et uheldigt skud i næstsidste skud i finalen, hvor vinden forsvandt, lige idet jeg trykkede på aftrækkeren, og dermed satte skuddet i kanten af 10'eren i stedet for, at det fløj ind i midten, siger Torben Grimmel i en pressemeddelelse.

- Men sådan kan det gå, og når jeg ser tilbage på hele sæsonen, så kan jeg vist ikke tillade mig at være utilfreds med tre World Cup-guldmedaljer og nu en sølvmedalje ved World Cup-finalen.

I World Cup-finalens kvalifikation sluttede danskeren bedst af alle, og i medaljeskydningen lå han længe til guld.

Føringen blev dog mindre, som de afgørende skud skulle sættes ind, beretter Dansk Skytte Union, og på næstsidste skud blev han overhalet af amerikanske Michael McPhail, der skød den højeste mulige score (en 10.9'er).

Amerikaneren holdt også hovedet koldt på det sidste skud og sluttede som sådan 0,6 point foran Torben Grimmel.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress